aug 142010
 

Jeg tenker fortsatt en del på spørsmål om avlat og skjærsild, bl.a. fordi jeg nylig fikk en e-post fra en person jeg har kjent i mange år, som kjenner luthersk teologi godt, og som også burde ha mer kjennskap til katolsk teologi. Men han skriver: “… For meg verkar læra om avlat som brot på 1.bud. … Eg forstår det som står om katolsk syn som om Gud rår for himmel og helvete, men skriftefedre og avdøde helgenar rår for skjærselden på vegne av Gud. … Å be til avdøde menneske verkar på meg som totalt heidensk avgudsdyrking. … Jesu frelsesverk er så fullkome at det er INGENTING som helgenar og andre kan gjere i tillegg. …”

Samtidig som jeg møter slike beskyldninger og misforståelser, ble jeg også minnet på pastor van der Burgs bok om “Den bibelske lære om et renselsessted” (les den her), der han bl.a. skriver (og forstår man skjærsilden, har man også muligheten til å begynne å forstå avlaten):

… Allerede før Kristi tid trodde jødene på en renselse etter døden og ba for de avdøde.

Et vitnesbyrd om det har vi i 2 Makkabeernes bok kap. 17, 43-46, hvor det berettes at Judas, føreren for Guds folk og jødelovens heltemodige forsvarer, “samlet inn to tusen drakmer sølv og sendte dem til Jerusalem til å frembære et syndoffer til forsoning for de døde, så at de matte bli forløst fra sine synder.” …

I 1 Kor. 3, 13-15 lærer Paulus uttrykkelig at det gis mindre synder som ikke fører til evig fortapelse, men som likevel har til følge at en ikke oppnår sin salighet uten først å gå gjennom en rensende ild. “Det skal bli åpenbart, hva slags verk enhver har øvet. For Dagen skal gjøre det klart: den blir jo åpenbart med ild, og hvordan enhvers verk er, skal ilden prøve. Hvis det verk en har bygget, står seg, skal han få lønn. Hvis ens verk brenner opp, skal han lide skade; selv skal han nok bli frelst, dog således som gjennom ild.” … …

Vi vil avslutte våre vitnesbyrd fra kirkefedrene med å høre den store teolog Augustin (354-430), Meget ofte (omkring 40 ganger) taler han i sine skrifter om renselsesstedet og bønnen for de avdøde. “Noen” – skriver han “lider timelige straffer bare i dette liv, andre etter døden, andre både nu og da, men før den siste dom” (De civ. Dei XXI, 13). Og han ba for seg selv: “Rens meg i dette liv, og gjør meg slik at jeg ikke trenger skjærsilden” (In PS. XXXVII, 3). At rensningen skjer ved ild, sier han flere ganger (Sml. De Gen. adv. Manich. II, 20, 30; Enchiridion 69; De octo Dulc. quæst. 12; De civ. Dei XXI, 26), men han tør ikke hevde som en trossannhet at det dreier seg om en virkelig ild. Gang på gang taler han om messeofferet som det viktige middel å hjelpe de avdødes sjeler med. “Det er Kirkens praksis, som de troende kjenner, at martyrene nevnes foran alteret, hvor det ikke blir bedt for dem. Men for de andre avdøde blir det bedt” (Serm. 159, 1, 1). Å frembære det hl. messeoffer for de avdøde er en skikk som “er overlevert fra fedrene og blir overholdt av hele Kirken” (Serm. 172, 2, 2). … …

Da Luther i 1517 slo opp sine 95 teser, var, det ikke hans mening å forkaste troen på et renselsessted. I flere av disse teser taler han om de smerter sjelene må lide i skjærsilden (sml. t. 15.16.18 og 19). I sine “Resolusjoner” (1518) til forklaring av sine teser sier han: “For meg er det helt sikkert at det finnes et renselsessted” (Weimar Utg. I, 555). Den samme faste overbevisning uttalte han i 1519 i sin “Unterricht auf etliche Artikel”: “Man må fast tro, og jeg vet at det er sant, at de arme sjeler lider en usigelig smerte og at man må hjelpe dem ved bønner, faste, almisser og andre gode gjerninger” (Weimar Utg. Il, 70). Han godkjenner bønnen for de avdøde også i en preken han holdt i 1522, 22 juni (Erl. Utg. XIII, 13), og likeledes i sitt skrift “Vom Abendmahl Christi Bekenntniss” i 1528 (Weimar Utg. XXVI, 508).

Først i året 1530 brøt Luther med læren om et renselsessted i sitt skrift “Widerruf vom Fegfeuer”. Likevel erklærte Melanchton kort etterpå (samme år) i sin “Apologi for den augsburgske bekjennelse, (som ble et av de lutherske bekjennelsesskrifter): “Vi vet at de gamle taler om bønn for de døde, noe som vi ikke forbyr” (Art. 12). Og at heller ikke Luther definitivt har forkastet bønnen for de avdøde, fremgår av at han lot sin preken fra 1522, 22 juni, på nytt trykke i sin Kirkepostille i 1543, noen få år før sin død.

  3 kommentarer til “Skjærsilden er utgangspunktet for å forstå avlaten”

  1. Jeg er højkirkelig luthersk præst og jeg er rystet over uvidenheden om romersk lære blandt min trosfæller. Det man angriber er jo ikke den romske kirkes lære, men et monster som man har fremmanet i sit eget sind.

    Med oldkirken og vore dages østlige kristendom må jeg afvise at der findes en skærsild og mulighed for avlad, men jeg deler fuldt og helt oldkirkens tro og praksis angående bøn for de afdøde. Når en troende sjæl (retfærdiggjort af nåde ved tro på Kristus) forlader kroppen, så går den til Helvede (Helheimen/dødsriget) og der gennemgår den hvad den mangler i helliggørelsen. Kirkens bøn og frembærelsen af messens taksigelsesoffer kan hjælpe sjælen i dens vækst i helliggørelse, indtil den har nået en grad, hvor den kan tåle at lukkes ind i Himmelen og vøre i Guds nærhed og skue hans åsyn.

    Under alle omstændigher då har bøn for de hensovede, og bøn om forbøn til helgener intet med brud på det 1. bud at gøre, men der er mange af mine trosfæller som ikke vil eller kan forstå det.

  2. René
    Kan du forklare hvordan ditt (og de ortodokses) syn på sjelenes forberedelse før de kommer inn i himmelen, og forbønn for de avdøde, skiller seg fra det katolske synet?

  3. I romersk tankegang er det et spørgsmål om staf for begåede synder (timelige syndestraffe), som må udståes af hensyn til den guddommelige retfærdighed. Her ses Gud mest som den strenge og retfærdige dommer. Stedet hvor denne straf sker er Skærsilden. Denne renselses elelr strafudstående opfattes som en forfærdelig store lidelse og opfattes fuldkommen passiv. Den døde er ikke i stand til selv at gøre noget i denne proces.

    Hvorimod jeg tænker en vækst i hellighed – en fyldelse af kærlighed og nåde. Gud er den kærlige læge, som helbreder mennesket, indtil det er i stand til at kunne udholde og tåle at være i nærheden af Guds absolutte hellighed. Stedet for denne helbredelsen er Helvede / Helheimen / dødsriket, som Jesus har nøglerne til og kan lukke sjælene ud, når han vil. Forbønnen hjælper de hensovede troende til denne vækst i hellighed, men der er mere tale om en forbønnens fællesskab mellem de hensovede og de troende, som er gensidigt og hvor vi beder for hinanden. (Sjælen er ikke fuldkommen passiv).

    Der er mere tale om en fortsat helliggørelse.

    Jeg gør ikke krav på at denne fremstilles er i fuld overensstemmelse med ortodoksien, men det er sådan jeg selv opfatter det. Vi renges for retfærdig for Jesu skyld. Vi kommer indenfor frelsens husholdning ved troen på Kristus. Her kaldes vi til en helliggørelseskamp og en vækst i kærlighed, som fortsætter på den anden side døde, hvor den kan føres fuldkomment til ende, fordi der ikke længere er noget “kød” som hæmmer processen.

 Legg igjen et svar

Du kan bruke disse HTML taggene and attributtene: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(obligatorisk)

(obligatorisk)