aug 102007
 

Det danske katolske nett-tidsskriftet, Catholica, har skrevet flere ting om den gamle messen og pavens Motu proprio, og bl.a. tatt med en artikkel skrevet av en person som regelmessig har deltatt i feiringen av den tradisjonelle latinske messen. Her er en del av det han skriver:

1. Den ekstraordinære form af messen er en organisk helhed, hvis tekster og former er dannet af hele Den katolske Kirkes historie og bøn, og som desuden er uløseligt knyttet til Kirkens store kunstneriske frembringelser (kirkemusik, kirkebygninger, liturgiske dragter og andre liturgiske remedier). … Liturgiske og kunstneriske former forener sig kort sagt med en særlig dybde i den ekstraordinære messe, og den glæde, dette giver, er ikke blot noget rent æstetisk – den former vor bøn og styrker vor tro.

2. Den ekstraordinære form af messen har stort set ingen valgmuligheder for præsten – vi ved nøjagtig, hvad der venter os. Sammen med præsten kan vi derfor koncentrere os om Messeofferet, og fraværet af personlig kreativitet og markering gør det muligt for menigheden i en dybere forstand at deltage aktivt i gudstjenesten, som er bøn, opofrelse og lovprisning.

3. Den ekstraordinære form af messen begynder med trinbøn og syndsbekendelse som tegn på, at præsten for os træder frem for Guds alter i ydmyghed og med ærbødighed for det store mysterium, som skal fejres der. På søndage bestænkes vi inden selve messen med vievand som tegn på den indre renselse, som deltagelsen i dette store mysterium fordrer. Alt i begyndelsen af messen stemmer vort sind til omvendelse og bod, som ethvert kristenliv til stadighed bør præges af, og som i særdeleshed er en passende indgang til den hellige messe.

4. Den ekstraordinære form af messen gør det synligt, at præsten – og vi – for det meste henvender os til Gud. Præsten er nemlig, som menigheden, under det meste af messen vendt mod Gud, som er til stede på alteret foran os alle. Præsten vender sig undertiden mod menigheden for at hilse den, velsigne den og så videre. Men når han står foran alteret, vender han os ikke ryggen – selv små børn forstår, at der er “en anden” til stede, som vi alle tilbeder, når præsten står foran alteret …

5. Den ekstraordinære form af messen har hvert år de samme tekster. Vi følger den kalender, som er udviklet gennem hele kirkehistorien indtil 1962. Vi synger de hymner og litanier, som Kirken har sunget i umindelige tider. For hvert år fordyber vi os stadig inderligere i denne ene cyklus af tekster og bønner, hvis rytme former og udtrykker Kirkens tro.

6. Den ekstraordinære form af messen sætter Messeofferet helt i forgrunden. Vi hører en epistel og en evangelietekst, og på søndage kan der være en prædiken. Men katekesen er i det væsentlige noget, der hører til i familiens først og fremmest i sognets regi. Messens centrale del er fejringen af det store mysterium, Kristi offer. Den kanoniske bøn og konsekrationen siges stille – stilheden muliggør og fordrer en fordybelse i mysteriet, som går langt videre end ord og forstand.

7. Den ekstraordinære form af Messen indebærer, at vi modtager Kristi legeme knælende, på tungen og i tavshed. Præsten tilsiger os de gamle ord: Vor Herre Jesu Kristi legeme bevare din sjæl til det evige liv. Amen. Jeg har intet at tilføje. Hvad skulle vi dog også kunne gøre eller sige, andet end at knæle i ydmyg ærbødighed og taknemmelighed, …

8. Den ekstraordinære form af Messen giver os nyt at lære gennem hele livet – den er ikke transparent og bliver aldrig banal for os. Det eukaristiske mysterium kan aldrig forstås eller forklares fuldstændigt af noget menneske, men at studere den liturgiske traditions enkeltheder udgør dog en værdifuld måde hvorpå vi kan nærme os mysteriet. Alle liturgiens tegn og tekster har deres særlige betydning og historie – og ved at fordybe os i dem, lever vi os stadig inderligere ind i hele Kirkens liv.

9. Den ekstraordinære form af Messen er den samme i hele verden. Den bedes overalt i de samme former og på latin, Kirkens universelle sprog. Ingen i menigheden er “fremmede”, og enhver præst kan uden særlig sproglig eller kulturel forberedelse frembære messeofferet offentligt overalt i verden. Kirken er vort jordiske hjem alle vegne. I en tid, hvor stadig flere rejser – eller endog bor – i fremmede lande, er den ekstraordinære form på en måde meget moderne!

10. Den ekstraordinære form af Messen frembæres af en præst (evt. med en diakon og en subdiakon) assisteret af ministranter, som i denne tjeneste lærer kærligheden til liturgien at kende. … Vi kan glæde os over mange præstekald til de præsteselskaber, som er oprettet med det særlige formål at bevare den ekstraordinære form af liturgien. Børnerige familier, mange konvertitter og mange præstekald er en ganske synlig og meget velsignet frugt at dens fortsatte brug i Kirken.

Les hele artikkelen her – pdf-fil
.

  One Response to “Kjærligheten til den gamle messen – fra Danmark”

  1. Ser at min gamle kjenning fra de tridentinske tidligere non grata-kretser, professor Winsløw, skriver varmt om messen. Han er forøvrig ikke den eneste i de kretser som er skrive- og talefør.
    Cand. theol. Thomas Storgaard er også et navn verd åmerke seg i den sammenheng. Han driver et nettsted ( http://www.sktthomasmoreinstituttet.dk/ ) der det er veldig mye bra lesestoff. Blant annet har han oversatt St. Peter Canisius’ katekisme fra latin til dansk!

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(obligatorisk)

(obligatorisk)