Slik (litt upresis overskrift, siden den nye messen også kan feires på latin når som helst og hvor som helst) skriver det danske Kristeligt Dagblad om den tradisjonelle latinske pontifikalmessen i København i forgårs. De skriver bl.a.:
… der er i den katolske kirke en stigende interesse for den traditionelle form af messen. Nu imødekommer den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ønsket om en sådan messe fejret af ham, så der i al sin pomp og pragt bliver tale om en såkaldt pontifikalmesse efter den ekstraordinære ritus.
– Det er bare én måde at fejre messen på, og så var det jo fair nok at imødekomme ønsket, ikke mindst efter pave Benedikts udvidelse af tilladelsen til at fejre denne form for messe, siger biskoppen med henvisning til en pavelig beslutning i 2007, der gjorde, at præster ikke længere skulle spørge deres biskop om lov til at fejre den traditionelle messe. … …
– Et overordnet træk er, at messen efter den ekstraordinære ritus ikke inddrager menigheden i samme grad som den nye form, forklarer biskop Czeslaw Kozon og understreger, at langt de fleste gudstjenester fortsat vil blive fejret efter den nye ritus.
Biskoppen understreger, at det ikke er latinen, der adskiller messeformerne. Messen efter den ekstraordinære ritus fejres kun på latin, men messen efter den nye form kan også fejres på latin. De afgørende forskelle ligger altså mere i ritualerne, som er mere komplicerede og mangfoldige efter den gamle form.
– Det er dog ikke kun et spørgsmål om at forstå messen rent sprogligt og intellektuelt, men også et spørgsmål om, hvorvidt folk i øvrigt føler sig hjemme i den type messe. Også uden sproglig indsigt kan man godt vide, hvad messen drejer sig om, siger han.
Jacob Schwartz er kontaktperson for Sankt Karl Borromæusgruppen … (og sier):
– Det er lidt som med mælk, hvor man ikke kan forklare, hvorfor nogle bedre kan lide let- end sødmælk. Men den gamle form er mere teocentrisk, da præsten træder mere i baggrunden, når han vender ryggen til menigheden eller vender sig mod Gud, om man vil, forklarer han … …
Tendensen er ikke udtryk for en højredrejning, men for en stigende interesse for det spirituelle, siger Sebastian Olden-Jørgensen, der har forsket i den katolske kirkes historie, er lektor i historie ved Københavns Universitet og selv er katolik.
– Der ligger selvfølgelig det i det, at biskoppen giver udtryk for en anerkendelse af, at de, der går ind for den gamle liturgi ikke kun er tålte i periferien, men er en del af familien. Jeg mener, at der er tale om, at kirken viser en pluralisme, der også strækker sig til den liturgiske højrefløj, siger han.
– Efter Andet Vatikankoncil var det en udbredt opfattelse, at de, der kunne lide den gamle liturgi, var nogle forstokkede hønisser, som ville uddø. Siden er der opstået miljøer, der dyrker denne liturgi. Det er blevet mere acceptabelt. Før var det en del af en konservativ pakke, men den gamle liturgi er blevet delvis afpolitiseret, og man ser bestemt også en interesse for det i andre miljøer, siger Sebastian Olden-Jørgensen og tilføjer, at tendensen går igen over hele verden.
– Det er et universelt fænomen, som er kommet som en overraskelse, men den generelle interesse i verden for det traditionelle og spirituelle i en materialistisk verden spiller med som musik i baggrunden, siger han.