Vi fortsetter presentasjonen av p. Lutz’ forklaring av messen i 1928. Følgende kapittel kaller han FRA KONSEKRATIONEN TIL «FADER VOR»:
«Gjør dette til min ihukommelse», sa Jesus ved nadverbordet, efterat det store mysterium var fuldbyrdet. Vi adlyder denne befaling:
Unde et memores, Domine, nos servi tui, sed et plebs tua sancta, ejusdem Christi Filii tui Domini nostri tam beatæ passionis, nec non et ab inferis resurrectionis, sed et in cælos gloriosæ ascensionis, offerimus præclaræ majestati tuæ de tuis donis ac datis hostiam puram, hostiam sanctam, hostiam immaculatam, panem sanctum vitæ æternæ, et calicem salutis perpetuæ.
Derfor, Herre, ihukommer vi, dine tjenere, og hele Dit hellige folk, saavel samme Kristi, Din Søns, vor Herres salige lidelse, som ogsaa Hans opstandelse fra de døde og Hans herlige himmelfart, samt frembærer for Din ophøiede majestæt av Dine goder og gaver et rent offer, et hellig offer, et ubesmittet offer, det evige livs hellige brød og den evige frelses kalk.
Ja, vi vil altid ihukomme vor Jesus. Hans liv og død og herlighet er vor sjæls kjæreste erindring. Hvem skulde vi tænke paa, hvis ikke paa Ham? Han er os mere end alt. Heller vil vi glemme far og mor og hjem og os selv, end at tape Ham av syne. Intet er godt eller vakkert eller stort i verden foruten Gudmennesket. I Hans Person er vor natur blit frigjort fra det onde, det stygge, syndens trældom, og i en saa høi grad adlet, at den lever i personlig enhet med Guds Søn. Men nu dvæler vi ved, Jesus med endnu større kjærlighet, nu Han staar for vor troende sjæl baade som offerlam og som seierherre over døden. Som offerlam indgir Han os den medlidende kjærlighet som gjør os rede til at gaa korsets vei med Ham. Som opstanden fra de døde vækker Han i os den begeistrede kjærlighet, som jubler over Hans Triumf. I den hellige erindring frembærer presten og hele Kirken Jesu legeme og blod til Faderen. Vel er Jesus baade prest og offer, men Han er vor. Ogsaa vi ofrer Ham.
Hvor stort og dyrebart dette vort offer er! Den gamle pakts ofre var urene. Det var skapte ting, det var jordens frugter eller dyr. Som skapninger var de vel gode, men de var Gud altfor uværdige. De kunde ikke paa en fyldestgjørende maate fremkalde eller gi uttryk for hjertets hele hengivelse. Det var altfor svake symboler, altfor fjerne fra den aandelige realitet, sjælens tilbakevenden til Gud. Men nu har Gud git os et rent og fuldkomment offer, det som de gamle bare var en skygge av. Jordens frugter, brød og vin, er gaat over til Jesu legeme og blod. Det er den eneste gave som er Gud værdig.
Nu følger to bønner fulde av dyp mystikk:
Supra quæ propitio ac sereno vultu respicere digneris, et accepta habere, sicuti accepta habere dignatus es munera pueri tui justi Abel, et sacrificium patriarchæ nostri Abrahæ, et quod tibi obtulit summus sacerdos tuus Melchisedech, sanctum sacrificium, immaculatam hostiam.
Værdiges med naadig og mildt aasyn at skue ned herpaa og at motta det, likesom Du værdigedes med velvilje at motta Abels, Din retfærdige tjeners offer og vor stamfar Abrahams og det, som Din yppersteprest Melkisedek frembar for Dig: det hellige offer, den ubesmittede hostie.
Hvorfor denne bøn? Er ikke Jesus værdig til at Faderens blik naadig og mildt ser paa Ham? For at forstaa denne bøns mening maa vi ha den tanke for øie, som liturgien saa ofte fremhæver, nemlig at offeret ikke er Jesu Person alene, men vi alle med Ham, forenet som vi er med Ham til et mystisk legeme. Vi ber om at være saa gjennemtrængt av Jesu offeraand, at Gud kan se paa os med velbehag. Der nævnes enkelte forbilleder fra den gamle pakt, som tydet hen paa Jesu offer – Abel, Abraham, Melkisedek. Sandt nok at de fromme patriarker ofret gaver som ikke svarte til Guds uendelige maiestæt. Men de frembar dem med et oprigtig og ydmygt hjerte, og det var det som gav deres ofre værd. «Ved troen bragte Abel Gud et bedre offer end Kain» (Heb. 11, 4). Han var den fredelige og skyldløse Guds ven. «Ved troen ofret Abraham, da han blev prøvet, Isak, og han ofret sin enbaarne» (Heb. 11, 17). Han var den Gud hengivne, som satte Guds vilje høiere end alt. Melkisedek, retfærdighetens konge, velsignet Abraham og viste sig som den ene sande Guds ven, da han frembar Eucharistiens sindbilleder, brød og vin (1. Mos. 14, 18).
Ogsaa den følgende bøn indeholder dype hemmeligheter:
Supplices te rogamus, omnipotens Deus, jube hæe perferri per manus sancti angeli tui in sublime altare tuum, in conspectu divinæ majestatis tuæ, ut quotquot ex hae altaris participatione sacrosanctum Filii tui corpus et sanguinem sumpserimus, omni benedietione celesti et gratia repleamur. Per eundem Christum Dominum nostrum. Amen.
Vi ber Dig bønlig, almægtige Gud! La dette offer ved Din hellige engels hænder frembæres paa Dit ophøiede alter for Din guddommelige majestæts aasyn, forat vi, saa mange der kommer til dette alter og her mottar Din Søns høihellige legeme og blod, maa bli opfyldt med al himmelsk velsignelse og naade. Ved den samme Kristum, vor Herre Amen.
I Johannes’ aabenbaring (8, 3-4) læser vi at «En anden engel kom og stillet sig foran alteret med et røgelseskar av guld. Og der blev git ham megen røkelse, for at han skulde Iægge de helliges bønner paa guldalteret som er foran Guds trone. Og røken av røkelsen steg fra de helliges bønner av engelens haand op for Gud». Det, er vel dette sted liturgien sigter til, naar den nævner en engel som har en opgave ved messeofferet. Men hvad er det engelen skal bære op til det himmelske alter? «Dette offer». Men hvorfor skal en engel bære det op? Er Jesu offer ikke av en saadan natur at det ved sin egen kraft stiger op til Faderen? Jo. Men Hans offer er ogsaa vi, vi med vørt bedende, guldsøkende, men ogsaa svake og nølende hjerte. For bedre at be, for inderligere at være gjennemgIødet av andagt, for ivrigere at fordype os i vor enhet med Jesus, paakalder vi engelens hjælp. Som en himmelsk ven skal han histaa os og likesom ta fat i vort hi erte for at lægge det paa alteret i himlen, for Guds aasyn. Med andre ord, han skal hjælpe os frem til den hjerterenhet, som gjør at Gud i naade tar imot os.
Denne offeraand skal vi altid være besjælet av. Vort kristenliv skal være et liv skjult i Gud med Kristus. Men nu skal bevisstheten om vor enhet med Jesus vaagne med fornyet klarhet. Ti Jesu legeme og blod, som blev frembaaret paa alteret, skal vi bli delagtige i ved den hellige Kommunion. Derfor maa vort hjerte hengi sig til Gud med den kjærlighet, som fik Frelseren selv til at hengi sig til Faderen. En dobbelt hensigt har altsaa denne bøn: ut bekjende vor enhet med den Korsfæstede og at, forberede os til Kommunionen.
Denne dobbelte tanke leder ogsaa liturgien, naar den lar presten kysse alteret ved denne bøn. Det er et rørende symbol paa, vor enhet med Jesus som offerlam og paa vor nye forbindelse med Ham i sakramentet. Ti snart vil Kommunionens hellige øieblik være inde.