mai 2020

Adgang til arkiver med millioner av dokumenter fra pave Pius XIIs pontifikat

Enda en artikkel fra siste nummer av Katolsk Orientering – jeg tar med store deler av artikkelen. (Klikk på bildet for å se en mye større kopi.)

Jeg forsøger at være åben over for sandheden og vil altid gerne lade mig korrigere af kilderne, siger den tyske historiker Hubert Wolf, der forsker i Pius XII og holocaust.

Kirken har ingen grund til at frygte historien, sagde Vatikanets chefbibliotekar, kardinal José Tolentino Calaςa de Mendonςa, før Vatikanet den 2. marts i år åbnede for adgang til arkiver med millioner af dokumenter fra pave Pius XIIs pontifikat fra 1939 til 1958.

Langtfra alle vil være enige med ham, for siden Rolf Hochhuths skuespil Der Stellvertreter (Stedfortræderen 1963) har der været heftig strid om denne paves eftermæle. Der Stellvertreter fældede en knusende dom over Pius XII ved at anklage ham for fej tavshed og indirekte medskyld i millioner af jøders død. Den dom tog tyskerne til sig dengang i 1960’erne. Ja, i grunden brugte de den til at frikende sig selv med. Det skete, fordi tyskerne dengang var begyndt at bearbejde, hvad der egentlig skete under krigen. De tænkte: Ja, når ikke engang Kristi Stedfortræder protesterede højlydt, hvad i alverden skulle vi så kunne have gjort, siger Hubert Wolf, præst og professor i kirkehistorie i Münster i et interview den 22. april med avisen die Zeit.

I efterkrigstiden og ved sin død blev Pius XII omtalt særdeles positivt af jødiske ledere – blandt andet af Golda Meir. Man fremhævede hans valg af det stille diplomati, hvor der bag kulisserne blev arbejdet på at redde hundredtusinder af jøders liv. Et eksempel er Roms Schindler – den tyske pater Pankratius Pfeiffer, der efter direkte ordre fra paven hjalp forfulgte jøder og skjulte dem i Kirkens klostre og kirker.

Efter Hochhuth har der stået strid om Pius XII. Den britiske historiker John Cornwell gik så langt, at han i 1999 kaldte ham Hitler’s Pope i en bog med samme navn. Her argumenterer Cornwell for, at hele Pius XIIs karriere var dikteret af et ønske om at øge og centralisere pavestolens magt. Det var hans første prioritet, og kampen mod nazismen var underordnet dette mål. Cornwell hævdede også, at Pius XII var antisemit.

Da der blev åben adgang til Pius XIIs arkivalier, fik et tysk historikerhold under Wolfs ledelse 7 af 30 pladser på Vatikanarkivernes læsesal. De tyske historikeres store forskningsprojekt er finansieret af Kruppstiftelsen og Den tyske Bispekonference. Tyngdepunktet i undersøgelsen skulle ligge på, hvor meget Vatikanet vidste om Holocaust. For lettere at kunne overskue bjergene af arkivalier i Vatikanets arkiver fordelte det tyske historikerteam opgaverne indbyrdes og mødtes hver dag for at konferere om deres arkivfund.

Desværre blev det i denne omgang kun til fem dages studier, fordi coronapandemien satte en stopper for aktiviteterne. Det er planen, at forskerholdet fra Münster også skal se på, om Vatikanet hjalp førende krigsforbrydere til Sydamerika over den såkaldte Rattenlinie (rottelinjen). Ligeledes vil teamet granske i forholdet mellem Vatikanet og staten Israel. Israel blev som bekendt grundlagt i 1948, men blev først anerkendt af Vatikanet i 1993. Her håber man på at finde nyt arkivmateriale, der kan belyse, hvad der egentlig skete bag kulisserne.

Hubert Wolf har de sidste 30 år arbejdet med Vatikanets arkiver især angående Pius XII (Eugenio Pacelli). Under hans ledelse arbejdede et team fra Münster i 12 år med en kritisk online-udgave af Pacellis indberetninger til den romerske kurie i tiden som nuntius i Bayern og senere Berlin fra 1917 til 1929.

Wolf vil som historiker gerne stille åbne spørgsmål, men lægger ikke skjul på, at han er inde i lidt af et minefelt. ”Jeg forsøger at være åben over for sandheden og vil altid gerne lade mig korrigere af kilderne. Men hvad der virkelig har gjort både mig og mit team dybt bedrøvede, var de mange bønskrifter. Hver af os har bestemt læst fem, seks, syv skrivelser, der indtil nu har været ukendte, hvor jøder mellem 1940 og 1945 trygler paven om at redde deres liv. De beskriver deres udsigtsløse situation og beder indtrængende om hjælp”, siger Wolf, som fra 2007 til 2016 var særlig rådgiver for Den tyske Bispekonferences kommission for Den katolske Kirkes relationer til jødedommen. Han har planer om at etablere et samarbejde med det jødiske universitet i Heidelberg om en digitalisering af kilderne om Pius XII og holocaust.

Saligkåringsprocessen for Pius XII har stået på, siden Paul VI tog initiativ til den i 1965. I 1990 blev han erklæret for servus Dei (Guds tjener) og i 2009 for venerabilis (ærværdig). Hubert Wolf er blandt dem der mener, at saligkåringsprocessen må sættes i bero, indtil man har arbejdet sig gennem dokumenterne.

Respekten for Holocaustofrene, men også for Pius XII selv kræver grundigt forarbejde, før der kan konkluderes på noget, siger Wolf i et interview med Domradio.de.

……

……

Wolf er som sagt klar over, at han bevæger sig i et minefelt og regner med, at vi først kan vente seriøse resultater fra arkivarbejdet om tre til fem år.

Og der er dokumenter til mange års arbejde i arkiverne. Lige nu ligger den største opmærksomhed på Holocaust-tiden; men dokumenterne vil også indeholde værdifuld viden om atombomberne over Japan i 1945, den kolde krig, afviklingen af kolonierne og udviklingen i katolsk teologi – for eksempel omkring Mariadogmet i 1950 og Kirkens stilling til den historisk-kritiske bibelforskning.

Nødvendig med en kulturell revolusjon i presteutdannelsen

I det danske Katolsk Orientering (SE HER) leste jeg nylig en artikkel om presteutdannelsen, der står det bl.a.:

Kardinal Ouellet, bispekongregationens præfekt, udtaler i ’Donne, Chiesa, mondo’ – et månedstillæg til Vatikanets dagblad L’Osservatore Romano, at kvinder bør spille en langt større rolle i uddannelsen af kommende præster, ude i sognene og i Kirkens daglige liv.

Kvinderne spiller ofte en meget stor rolle som præsternes daglige medarbejdere i det pastorale arbejde ude i sognene. I nr. 151 i Ratio fundamentalis fra 2016 om præsternes uddannelse står der, at kvinders indflydelse på præsteuddannelsen er vigtig – også af hensyn til den nødvendige komplementaritet, der skal være mellem mand og kvinde. Men for kardinal Marc Ouellet er der stadig meget, der skal gøres. Modellen i dag er for klerikal – og der skal en kulturel revolution til, mener kardinalen.

”Kvinder kan deltage på mange måder i præsteuddannelsen, fx i undervisningen i teologi, filosofi og spiritualitet. De kan være med i det team, der tager sig af de kommende præsters udvikling – specielt hvad angår deres kaldsskelnen. På dette område har vi brug for kvindernes mening, deres intuition og deres evne til at rumme kandidaternes menneskelige side, deres grad af følelsesmæssig eller psykologisk modenhed. Hvad angår den åndelige ledsagelse kan en kvinde selvfølgelig også være til hjælp; men her tror jeg, det er bedre, at det er en præst, der ledsager en kandidat på vejen til at blive præst. Men kvinder kan i stedet følge præstekandidatens menneskelige udvikling – et aspekt, der efter min mening ikke er tilstrækkeligt udviklet på seminarierne”, siger kardinal Ouellet, der også mener, at der skal være mere fokus på ”præstekandidaternes psykosociale og psykoseksuelle identitet”.

”Hvis man ikke begynder at arbejde med kandidaternes forhold til kvinder i løbet af uddannelsen, risikerer præsterne at stivne i en klerikal rolle”, mener kardinalen. Efter hans opfattelse er Ratio fundamentalis stadig for mangelfuld på dette punkt. Han ønsker sig en mentalitetsændring. Det drejer sig ikke bare om, at der skal flere kvinder ind i præsteuddannelsen – de skal først og fremmest ses som en helt naturlig og uundværlig del af præsteuddannelsen.

… …

I nr. 151 i Ratio fundamentalis kan vi lese:

151. The presence of women in the Seminary journey of formation has its own formative significance. They can be found as specialists, on the teaching staff, within the apostolate, within families, and in service to the community. Their presence also helps to instil a recognition of how men and women complement one another. Often, women are numerically greater among those whom the priest will serve, and with whom he will work in the pastoral ministry. They offer an edifying example of humility, generosity and selfless service.

1000 år siden St Hallvard ble født

oslo_byvap_sthallvard_m

Det er St Halllvards dag i dag – 15. mai – og i år er det 1000 år siden han ble født. Hans fødselsår er tradisjonelt regnet som 1020, og Wikipedia skriver bl.a. dette om ham:

Sankt Hallvard (født ca. 1020, død 1043) er en katolsk helgen …
Man vet lite sikkert om Sankt Hallvards liv, men ifølge de islandske annalene ble han drept i år 1043. Ifølge legenden ble gutten som skulle bli den hellige Hallvard født Hallvard Vebjørnsson i Lier. Han skal ha vært sønn av storbonden Vebjørn på Husaby og Thorny, som var søster eller søsterdatter til Åsta Gudbrandsdatter. Åsta var på sin side mor til de norske kongene Olav den hellige og Harald Hardråde. Hallvard skal ha vokst opp hos sine foreldre på gården Husaby i Ytre Lier, og var ifølge legenden med sin far på handelsreiser, blant annet til Gotland.

En maidag i 1043, da Hallvard skulle krysse Drammensfjorden, kom en gravid trell løpende opp til ham og ba om å få bli rodd over. Hun ble forfulgt av tre menn som beskyldte henne for å ha brutt seg inn i et hus og stjålet. ….

Kjell Arild Pollestad uttrykker godt våre følelser for denne unge martyren i sin sin salme fra 1992:

Når vieren står gyllen med gåseunger små,
og vårens toner sildrer så lytt i bekk og å,
da minnes vi Sankt Hallvard, den lyse yngling god,
som uredd ville verge en kvinne med sitt blod.

Sankt Hallvard stod i båten og talte rettferds sak.
mot dem som ville krenke en søster, redd og svak.
Et skjold var han for kvinnen da pilene ble skutt,
så led han martyrdøden, den tapre, unge gutt.

En møllesten om halsen fikk denne Kristi bror,
da drapsmennene senket hans legeme i fjord.
Men ingen kan vel gjemme en helt som falt i slag,
og ingen kan vel glemme en martyrs fødselsdag.

Når vieren står gyllen med gåseunger små,
og vårens toner sildrer så lytt i bekk og å,
da feirer vi Sankt Hallvard i hele Norges land,
og ber at Gud oss lærer å gi oss selv som han.

Bildene av St Hallvard under er fra Oslos byvåpen og fra Oslo rådhus.

8. mai 1945

Bildet over så jeg i Vårt Land i dag og det viser et folketog på Undheim kvelden 8. mai 1945. Mor mi er fra Undheim (i Time kommune, rett ved Knudaheiå) og mintes denne dagen ganske godt – hun var 14 år gammel. (Klikk på bildet for å se det i større format.)

Til lykke biskop Czeslaw Kozon!

I dag er det 25. år siden Danmarks katolsk biskop ble bispeviet, og hans generalvikar skriver slik om ham:

Den 7. maj 1995 blev biskop Czeslaw viet til biskop af sin forgænger biskop Hans i Sankt Ansgars Kirke. 25-års jubilæet skulle have været fejret med en festgudstjeneste på dagen i Domkirken; men desværre er corona-krisen kommet imellem, så festlighederne har måttet udskydes.

Hvad var det for en biskop vi fik i 1995? Hvis man skulle betegne ham med nogle karakteristiske egenskaber, kunne man sige, at biskop Czeslaw er arbejdsom, pastoralt omsorgsfuld, en bredt favnende traditionalist, en sprogbegavelse med stort internationalt netværk, en bredt belæst person med en hukommelse som en elefant og en selskabelig natur med en udviklet imitiationsevne, som han gerne demonstrerer for sine gæster. Desuden er han en fredens mand, som man ikke kan være uvenner med i længere tid.

Om liturgien kan vi lese:

Ingen var i tvivl om, da biskop Czeslaw blev udnævnt, at her ville vi få en liturgisk meget traditionel biskop; men det viste sig jo, at han liturgisk kunne favne bredt, så han på den ene side med glæde deltager i Vandringens liturgi, som bestemt ikke er traditionel i almindelig forstand, samtidig med at han kan præsidere ved en ekstraordinær pontifikalmesse i Peterskirken, når 10-års jubilæet for tilladelsen til at fejre den tridentinske messe bliver fejret i Rom. Men i almindelighed fejrer han med glæde den ordinære liturgi.

Jeg slutter meg til gratulantene. Les hele artikkelen her.

Skroll til toppen