Grundig biografi om pave Benedikt

Danske Katolsk Orientering trykker en grundig anmeldelse av Benedikt XVI – Ein Leben (1184 sider). Boka kom ut på tysk i april i år og kommer visst på engelsk (i to bind) i november. Her er en hel del av anmeldelsen:

… Joseph Ratzingers barndom er en del af hele det tidsbillede, Peter Seewald ruller ud i den store nye biografi: Benedikt XVI. Ein Leben (Benedikt XVI Et liv). Og Seewald må siges at være den rette mand til opgaven. … Års researcharbejde, jagt i arkiverne og privat korrespondance med pave Benedikt ligger bag Seewalds nye biografi. Mere end 100 skolekammerater, venner fra præsteseminariet, naboer, familiemedlemmer og universitetskollegaer er blevet interviewet til den 1084 sider lange Benediktbiografi.

Den unge Joseph er temmelig indadvendt og flygter ind i bøgerne. Yndlingsbogen bliver Hermann Hesses Klassiker Steppeulven – senere hippiernes kultbog. Han skriver digte, og som seminarist er han igennem en langvarig forelskelse, før han beslutter sig for at blive præst. ”Ja, jeg er blevet berørt af kærligheden i dens forskellige dimensioner og former. At være elsket og give andre kærlighed tilbage har jeg mere og mere oplevet som helt grundlæggende”, siger pave Benedikt, og Seewald spørger ham direkte: ”Var De forelsket i en pige? Måske. Altså ja? Man kunne udlægge det sådan. Hvor længe varede så denne lidelsesfulde tid? Nogle uger? Et par måneder? Længere.”

En yderst samvittighedsfuld præst” ”En yderst samvittighedsfuld og meget duelig præst med teologiske kundskaber, der er overordentlig store for hans alder”. Sådan er skudsmålet fra sognepræsten i München-Bogenhausen om kapellan Ratzinger, der også beskrives som lidt for genert. Kometkarrieren starter med disputats om Sankt Bonaventura og ansættelse ved universitetet i Bonn. Tiltrædelsesforelæsningens tema er en ægte Ratzinger – troens Gud og filosoffernes Gud.

Meget tidligt opdager han kvaliteterne i la nouvelle theologie – en bevægelse, der ønskede en grundlæggende reform af katolsk teologi med en tilbagevenden til kilderne – kirkefædrene.

Ratzinger vækker opsigt, da han i oktober 1958 i tidsskriftet Hochland skriver om, at den moderne kirke er blevet en hedensk kirke – selv om facaden er i orden, og man kan fremvise de nydeligste religionsstatistikker. Og han taler i klartekst:

”Hedenskaben sidder i dag i Kirken selv og det kendetegner kirken i vore dage som også den nye hedenskab, at det drejer sig om hedenskab i kirken og om en kirke, i hvis hjerte hedenskaben lever”. Artiklen kommer i 1958 i tidsrummet mellem Pius XIIs død og valget af hans efterfølger. På en vis måde formulerer den Kirkens program for eftertiden. Den store fortælling, Kirken har præget verden med er ved at falme, og Kirken må til at indstille sig på at være en mindretalskirke. Det blev opfattet som stærkt provokerende, og Ratzinger bliver kaldt modernist. Men i Köln sidder kardinal Frings med de samme tanker.

Joseph Ratzinger bliver personlig assistent for kardinal Joseph Frings og træder for alvor ind på den internationale scene. Den 25. februar 1961 holder han foredrag om det kommende koncil og det 1. Vatikankoncil på Thomas Moore Instituttet i Bensberg. På forreste række sidder kardinal Frings som meget opmærksom tilhører. Foredraget gør så stort et indtryk på Frings, at han straks betror Ratzinger en opgave, han ikke selv føler sig teologisk rustet til. I Genua skal han holde en tale om det samme emne, og han bad Ratzinger skrive manuskriptet.

Det kommer Johannes XXIII for øre, at talen har vakt begejstring: Kardinalen bliver ringet op om morgenen og bedt om omgående at møde i Vatikanet, hvor paven iler ham i møde. De sagde alt det, som jeg tænkte og ville sige, men ikke kunne sige selv”, siger paven til Frings, der var med i den centrale forberedelseskommission til koncilet.

Kardinal Frings kommer på forsiden af Spiegel med teksten Deutsche Welle. Med det var der tænkt på den bølge, Frings havde udløst i Rom. Længere inde i bladet nævnes Ratzinger som ” en af de mest begavede reformteologer”.

Seewald kalder det en myte, at Ratzinger har udviklet sig fra progressiv til konservativ. Han argumenterer energisk for, at Ratzingers teologi meget tidligt er færdigdannet, og at der er kontinuitet i den. Som pave Benedikt siger til ham: ” det er ikke mig, men de andre der har ændret sig”. Seewald sammenligner forholdet mellem Ratzinger og Küng med forholdet mellem Mozart og Salieri. Han ser Küng som den hovedansvarlige for at have bygget det billede op, vi kender så godt. Panserkardinalen, Guds rottweiler og storinkvisitoren er nogle af de tvivlsomme titler, der bliver hæftet på Ratzinger, da han i 1981 bliver præfekt for Troslærekongregationen.

Der er mange ligheder mellem de to – de er begge fra Alperne, fra dedikerede katolske familier, og de er begge humanistisk dannede. Begge deltog i koncilet som periti (rådgivere) – Ratzinger som peritus for ærkebiskoppen af Köln og Küng som peritus for bl.a. biskoppen af Rottenburg. Sympatien lader til at have været gensidig mellem de to. Vi hører, at Ratzinger læser Küngs disputats med nydelse og syntes om Küngs ”sympatiske åbenhed og ukomplicerede væremåde”. I 1966 er det Küng, der arbejder for, at Ratzinger skal have den nyoprettede teologiske lærestol i Tübingen.

Küng med den velhavende baggrund kommer velklædt kørende i sin Alfa Romeo til koncilets samlinger, mens Ratzinger ankommer i sit slidte tøj på en brugt cykel. Den ene er mediedarling og den anden skydeskive for de medier, der taler reformkirkens sag.

Seewald karakteriserer Küng som en, der ”havde en sikker fornemmelse for de udviklinger, der lå i luften og kunne elektrificere mennesker”, ja ”han kunne lave formuleringer, der krøb ind under huden på folk”. Hvor Ratzinger i følge Seewald forsvarer det enkle menneskes folkefromhed mod ”professorernes kolde religion”, satser Küng på de katolske eliter, siger Seewald. Küng var virtuos til at bruge medierne og holdt pressekonferencer for åbent kamera på Peterspladsen. Han opererer med en diffus størrelse som ”koncilets ånd”, mens Ratzinger kæmper i 50 år for at forsvare ”det sande koncil”, siger Seewald.

I januar 2009 med skandalen omkring biskop Williamsons holocaustfornægtende udtalelser, citerer Süddeutsche Zeitung Küng: ”For pontifex (brobyggeren) betyder ”forsoning” med fire ærkereaktionære mere end katolikkernes tillid”.

Ratzinger bliver valgt til pave i 2003 efter et af de korteste konklaver nogensinde. Wir sind Papst (vi er pave) står der på forsiden af BILD. Fire millioner mennesker samles i det første år til forskellige events med paven – flere end nogensinde før. I Köln kommer der halvanden million til Verdensungdomsdagen i 2005, og den første encyclika ”Deus caritas est” sælges i millioner af eksemplarer. Stemningen er vendt, og ”panserkardinalen” vokser ud af forgængerens skygge.

Efter Williamsonsagen går det nedad. I samtalen med Seewald kalder pave emeritus det ”fuldkommen ubegribeligt” at ingen havde orienteret ham om biskop Williamsons udtalelser om holocaust. Bekæmpelse af fattigdommen, miljøspørgsmål, globaliseringen bliver skubbet til side.

Møgsagerne står i kø. En udtalelse om kondomer i flyet på vej hjem fra et vellykket besøg i Angola virker som benzin på bålet. Og næste katastrofe er på vej. Den 20. maj 2009 kommer Ryan-rapporten, der påviser misbrug foregået i en periode på 50 år af over 2.500 børn i et stort antal katolske institutioner i Irland. Der er problemer med tvivlsomme forretninger i Vatikanbanken IOR, og i 2012 kommer Vatileaks-affæren, hvor fortrolige dokumenter blev lækket af Paolo Gabriele, pavens personlige butler. Svaghederne – informationsniveauet i Vatikanet og dårlig krisemanagement – bliver tydeligere. Ledelsen var ikke mere kompetent under Johannes Paul II, mener Seewald; men regeringsapparatet fungerede som en velsmurt maskine. Stassekretær Tarcisio Bertone ses som den hovedansvarlige for, at potentialet i dette pontifikat ikke kunne komme til udfoldelse.

I bogens sidste kapitel fra november 2018 gør pave emeritus status. Den største fare for Kirken ligger i de humanistiske ideologiers diktatur. At sige de humanistiske ideologier imod betyder udelukkelse fra den grundlæggende konsensus i samfundet, mener pave emeritus. ”For hundrede år siden ville enhver have anset det for absurd at tale om homoseksuelt ægteskab. I dag exkommunikeres man fra samfundet, hvis man går imod det. Noget lignende gør sig gældende ved abort og ved fremstilling af mennesker i et laboratorium”, siger han.

Er Benedikt skyggepave? Nej, siger han. Han har kun taget til orde, når han blev opfordret – og aldrig i sager, der havde med den aktuelle ledelse af Kirken at gøre. Allerede i 2010 erklærede Benedikt XVI i interviewbogen Licht der Welt (verdens lys), at en pave ikke blot har ret, men undertiden også pligt til at træde tilbage, hvis han fysisk eller psykisk ikke er i stand til at klare sit job.

Benedikt XVI. Ein Leben er yderst velskrevet. Dette er ikke en distanceret biografi. Seewald ser uden forbehold på Benedikt som en helt unik skikkelse og en af det 20. århundredes største teologer, men fremhæver dog også pontifikatets svagheder. Bogen spænder over næsten et århundrede – fra tiden før Benedikts fødsel og til i dag med et mylder af detaljer, der fletter Benedikts liv sammen med den store, profane historie. Seewald er eminent til at skabe stemninger og få læseren til at opleve det, som om man selv er til konklave eller oplever nazistiske optøjer i 30’ernes Bayern. Potentialet i dette pontifikat, der havde så stærk en start, blev ikke fuldt udfoldet. Det er der flere grunde til. Tidligere medarbejdere citeres for, at Benedikt er bedre til at være professor end leder. Han er ret naiv, upraktisk og til tider verdensfjern, har svært ved at skære igennem, tager ikke altid initiativer hurtigt nok og har svært ved at skille sig af med uegnede medarbejdere, er vurderingen. Men læs bogen selv og kom helt tæt på mennesket Joseph Ratzinger.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Skroll til toppen