«Og derfor offentliggjør Vi af egen drift og med sikkert kjendskab denne Vor instruktion, med hensyn til hvilken, da den er, for saa at sige, kirkemusikens codex juridicus, Vi ifølge Vor apostoliske autoritetsfuldkommenhed kræver, at den skal have lovs kraft, idet Vi anbefaler til alle ved denne Vor anvisning den mest samvittighedsfulde iagttagelse.”
Dette er tatt fra Pave Pius X’s introduksjonen til Inter Sollicitudines, hans motu proprio om kirkemusikken fra 1903 – den norske oversettelsen av dokumentet ble trykket i St. Olaf i 1904. Jeg har dette fra en masteroppgave om kirkemusikk som nylig er levert inn her i Oslo. Jeg skal ikke ta med noe særlig fra selve oppgaven (før jeg har avklart dette med forfatteren – i alle fall!), men jeg drister meg til å ta med noen utdrag fra motu propriet slik det ble oversatt til (den tids) norsk og trykket i St Olaf tidsskrift – og nå gjort tilgjengelig på nytt gjennom denne oppgaven Slik skriver forfatter av masteroppgaven (i hermetegn, sitatene som ‘quote’):
«Dette dokumentet er spesielt viktig, ikke bare fordi det ble promulgert av en helgenpave (helligkåret i 1954), men fordi det ble promulgert som en lov i Kirken, og fordi prinsippene herfra har blitt bekreftet gjentatte ganger av Kirken siden den tid. Når de neste pavene kommenterte liturgisk musikk, refererte de alltid til Inter Sollicitudines. Dokumentets innhold er organisert i disse underkapitlene:»
1) Almindelige grundsætninger
2) Kirkemusikens arter
3) Den liturgiske tekst
4) De kirkelige kompositioners ydre form
5) Sangerne
6) Orgel og instrumenter
7) Den liturgiske musiks omfang
8) Hovedsagelige midler
9) Slutning
«I innledningen til motu propriet klager St. Pius X over misbrukene som fant sted på den tiden:»
Til hyrdeembedets forpligtelser, ikke alene denne høieste lærestols, som vi, endskjønt uværdige, ifølge Forsynets uransagelige raadslutning indehar, men ogsaa hver enkelt kirkes hører uden tvil især den at vedligeholde og fremme gudshusets værdighed, i hvilket religionens ophøiede hemmeligheder feires, og i hvilket det kristelige folk samles til modtagelse af naadens sakramenter, til bivaanelse af altrets hellige offer, til tilbedelse af det allerhelligste sakrament og til fælles bønner ved de offentlige og høitidelige liturgiske handlinger.
Intet tør derfor ske i templet, som kan forstyrre eller ogsaa kun formindske de troendes fromhed og andagt, intet, der kan byde en fornuftig grund til fortræd eller forargelse, fremforalt intet, der der direkte kan krænke de hl. handlingers værdighed og hellighed, og hvad der er bønnens hus og den guddommelige majestæt værdigt. Vi vil ikke i det enkelte berøre de misbrug, som i denne henseende kan indtræde. Vor opmerksomhed henvender sig i dag paa en misbrug, som hører til de mest almindelige, til dem, der er mest vanskelige at utrydde, en misbrug, som man undertiden ogsaa maa beklage der, hvor andre ting er høist rosværdige paa grund af templets skjønhed og herlighed, ceremoniernes glans og omhyggelige orden, presteskabets talrighed og de forrettende presters fromhed.
Dette er misbrugen angaaende sangen og kirkemusiken.
Og i sandhed, hvad enten det er ifølge denne kunsts i seg selv vekslende og foranderlige natur, eller ved de paa hinanden følgende smagens og og vanernes forandringer, eller ved den profane og teatralske kunsts skjæbnesvangre indflydelse paa den kirkelige musik, eller ved det velbehag, musiken umiddelbart fremkalder, og som ikke let forbliver inden sine rette grænser, eller det endelig er ifølge de mange fordomme, som med lethet danner sig om denne gjenstand og sætter sig fast med en uforklarlig seighed, – der eksisterer her en stedsevarende tilbøielighed til at vige fra de rette regler, hvilke blev fastslaaede i den hensigt, for hvilken kunsten blev tilladt ved gudstjenesten, og som er klart nok udtrykt i de kirkelige canones, i de almindelige og provinsialkonciliernes forordninger, i de romerske kongregationers gjentagne forskrifter og i pavernes, Vore forgjængeres, anordninger. (…)
Vi anser det for Vor første pligt straks, uden at spilde tid, at opløfte Vor røst for at forkaste og fordømme alt det, som maa ansees for afvigende fra den rette anviste regel i de gudstjenstlige handlinger og i de kirkelige embeder. Det er i sandhed Vort inderlige ønske, at at den sande, kristelige aand paa alle maader maa opblomstre og bevares hos de troende; derfor er det nødvendigt fremforalt at have omsorg for templets hellighed og og værdighed, i hvilket de troende forsamles netop for at øse denne aand af dens første og uundværlige kilde, den virksomme deltagelse i de saa hellige hemmeligheder og i kirkens offentlige og høitidelige bønner.
Og det er forgjæves at haabe, at himlens fulde velsignelse i denne hensigt vil stige ned over os, dersom vor ærefrygt for den Allerhøieste, i stedet for at stige op som ”en liflig duft” (Efes. 5, 2), tvertimod lægger svøben i Herrens haand, med hvilken vor guddomelige forløser fordum jagede tempelskjenderne ud af templet. (…)