I masteroppgave om katolsk kirkemusikk i Norge kan vi lese videre fra Pius X motu proprio fra 1903. Forfatteren skriver: «Deretter la St. Pius X grunnlaget for den liturgiske musikkens prinsipper:»
1. Kirkemusiken, som fuldstændiggjørende del af den høitidelige liturgi, virker med til det almindelige øiemed, som er Guds ære og de troendes helliggjørelse og opbyggelse. Den har tillige del i ophøielsen af de kirkelige ceremoniers værdighed og glans, og ligesom det er dens hovedopgave med passende melodier at iklæde den liturgiske tekst, der bliver de troendes forstaaelse forelagt, saaledes er det dens særegne opgave at give denne tekst en høiere virkning, for at de troende ved dette middel lettere kan blive tilskyndede og forberedte til andagt og for at optage i sig de naadefrugter, som er særegne for disse høihellige hemmeligheder.
2. Som følge deraf maa kirkemusiken i høieste grad besidde de egenskaber, som er eiendommelige for liturgien, isærdeleshed formens hellighed og godhed, hvoraf naturlig udspringer dens anden karakter, d. e. almindeligheden. Den skal være hellig og derfor udelukke al verdslighed, og det ikke alene i sig selv, men ogsaa med hensyn til den maade, paa hvilken den bliver foredraget af musikerne.
Den skal være sand kunst, fordi det ellers er umuligt, at den udøver hin virkning paa den hørendes sjæl, som kirken har til hensigt at opnaa, idet den optager tonernes kunst i liturgien.
Men den maa samtidig være almindelig i følgende forstand: endskjønt det bliver tilstedet hver nation i de kirkelige kompositioner benyttelsen af hine særskilte former, som, for saa at sige, danner specialkarakteren af dens egen musik, maa dette dog ske paa en saadan maade, at kirkemusikens almindelige karakter bliver sikret, for at ingen af en anden nation skal faa et daarligt indtryk ved at høre den.”
«Som vi ser, var pave Pius X åpen for også å inkludere i liturgien musikalske tradisjoner fra ulike etniske grupper, og klargjorde at disse tradisjonene måtte være universelle for å kunne virke “gode” for mennesker fra alle nasjoner.
Selv om den gregorianske sang regnes for å være den sjangeren som inkluderer alle disse egenskapene på en mest vellykket måte, er også polyfon kormusikk, som melodisk sett er beslektet med gregoriansk sang, blant de musikksjangre som egner seg liturgisk:»
3. Disse egenskaber møter vi i høieste grad ved den gregorianske sang, som ifølge deraf er den romerske kirkes egentlige sang, den eneste sang, som den har arvet efter sine forfædre og gjennem aarhundreder omhyggelig vogtet i sine liturgiske codices – bøger –, hvilken den som sin eiendom direkte tilbyder de troende, som den i enkelte dele af liturgien udelukkende foreskriver, og som de nyeste granskninger paa en saa heldig maade har gjenoprettet i dens fuldstændighed og renhed.
«Han erklærer at all sakral musikk må måles etter standarden som gregoriansk sang setter; en musikkform kan være passende for bruk i kirken i den grad den ligner på gregoriansk sang:»
Af disse grunde blev den gregorianske sang altid betragtet som det høieste forbillede paa kirkemusik, saaat man med fuld ret kan opstille følgende almindelige lov: En kirkekomposition er desmere hellig og liturgisk, jo mere den med hensyn til stil, inspiration og smag nærmer sig den gregorianske melodi; og den er desmindre templet værdig, jo mere den afviger fra dette høieste forbillede.
Den gamle traditionelle gregorianske sang maa derfor paa bred basis gjenoprettes i gudstjenestens handlinger, idet man maa holde fast ved, at en kirkelig handling intet taber derved, at den ledsages af ingen anden musik end denne.
I særdeleshed bør man bestræbe sig for at gjenindføre den gregorianske sang hos folketsaat de troende paany kan tage en virksommere del i gudstjenesten, saaledes som dette tidligere var tilfældet.
4. De før nævnte egenskaber besidder ogsaa i høi grad den klassiske flerstemmige sang, især af den romerske skole, der opnaaede sin høieste blomstringstid i det 16de aarhundrede under Perluigi af Palestrina og derefter vedblev ogsaa siden at frembringe kompositioner af udmerket liturgisk og musikalsk godhed.
Den klassiske flerstemmige sang nærmer sig meget godt det høieste forbillede paa kirkemusik, den gregorianske sang, og derfor fortjente den samtidig med denne at blive tilstedet ved kirkens høitideligste funktioner, saasom ved funktionerne i de pavelige kapeller. Ogsaa den maa gjenoprettes paa bred basis i de kirkelige funktioner, i særdeleshet i de mest fremragende basilikaer, i katedralkirkerne, i seminarierne og de andre kirkelige instituter, hvor de fornødne midler i regelen ikke mangler. …