Danske Katolsk Orientering skriver i sitt siste nummer (LES DET HER) at den norske forfatteren og katolikken Knut Ødegård i år feirer 50 års jubileum som dikter. Her er starten av artikkelen:
Kirken er vores mor
Knut Ødegård studerede teologi som ung. Hans plan var at blive præst i Den lutherske Kirke i Norge, ligesom sin morbror. Men to ting kom til at spænde ben for hans studier. For det første brugte han efterhånden mere tid på at skrive digte end på at læse teologiske bøger. Hans første digtsamling, “Drøymaren, vandraren og kjelda”, udkom, da han var 21 år. For det andet begyndte han efterhånden at nærme sig Den katolske Kirke. Selv formulerer han det sådan: ”Min plan var oprindelig at blive luthersk præst, men jeg blev i stadig stærkere grad tiltrukket af Den katolske Kirke og blev alvorlig i tvivl om, hvorvidt jeg havde en fremtid som præst – ja, som lutheraner. Dét var vel også med til at føre mig væk fra studierne, for det var jo tænkt som et præstestudium”.
Så Knut Ødegård forlod teologistudiet efter nogle år uden at gøre det færdigt. I stedet har han siden fuldført et studium i litteratur og sprog i Cambridge og er desforuden æresdoktor i Mexico. I dag er han ”fuldtidsforfatter”.
Men Knut Ødegård begyndte som en søgende protestant: ”I gymnasietiden søgte jeg efter en inderlighed, en personlig Gudsrelation, som nok også blev ekstremt individualistisk. Jeg læste Søren Kierkegaards værker på dansk. Det var en stormende tid. For efter Kierkegaard fulgte Nietzsche. Jeg tror, jeg stod ved sindssygens port i min Nietzscheperiode. Jeg ligesom ragede rundt i et altomfattende oprør. I mit hoved var de to ikke helt uden slægtskab – men den ene insisterede på et personligt, inderligt Gudsforhold, mens den anden ikke ville acceptere Gud, nej i stedet skulle der komme et nyt menneske, et overmenneske. Heldigvis blev jeg aldrig frarøvet min Gudstro, og nu ser jeg, hvor meget jeg stadig har at takke Kierkegaard for, ikke mindst i hans understregning af valget. Men jeg ser også, hvilken farlig blindvej den konsekvente subjektivitet er – som fører mod den ekstreme protestantisme.”
Og han fortsætter om sin vej til Den katolske Kirke: ”Indsigten i, hvor vigtig objektiviteten og traditionen er, hvis kirken ikke skal ende i formløshed og åbninger for både falske profeter og selvbetjening af, hvad i kristentroen, der passer for den enkeltes lyster og timelige behov, var med til at føre mig ind i Moderkirken. Jeg fornemmede nok allerede dengang, i slutningen af 1960- erne, at den protestantiske kristendom ikke bare på mange måder havde revet sig løs fra Kirkens tradition, men den var også i færd med at afskaffe bibelens autoritet.
Den lutherske henvisning til ”skriften alene”, ville gennem subjektivismen og individualismen kunne føre til, at man vælger og vrager i bibelens tekst efter, hvad der passer tidens mode og den enkeltes egoistiske tilfredsstillelse. I Den norske Kirke ser man, hvordan Skriftens grundlag for skabelsesteologi, ægteskabsforståelse og fosterets egenværdi fjernes fra liturgien og undgås i prædikener. Jeg ved ikke, hvordan det står til med Den danske Folkekirke.”
Trods den klare forståelse af Kirkens betydning skulle der alligevel gå mange år, før Knut Ødegård i 1992 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Det skete hos karmeliternonnerne i Hafnarfjördur på Island: ”Jeg siger igen og igen, at min grundlæggende Gudstro var og er uændret. Men der er jo også noget i det, som Paulus siger om, at “Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnlige.” For mig var vejen til Moderkirken ikke et brud, men at vokse som et barn vokser til mand: Jeg var den samme, som én gang havde været et foster i mors liv, men som nu aflagde det barnlige. Dvs. at refleksionen og erfaringen førte til, at jeg voksede ind i Moderkirken. …