Jeg leste masteroppgaven om kirkemusiik allerede i mai/juni, og skrev litt om den allerede da (se HER, HER og HER); mest om sitatene fra pave Pius X’s motu proprio fra 1903, Inter Sollicitudines. Bl.a. om hvordan pave Piux X beskriver kirkemusikken – den norske oversettelsen av dokumentet ble trykket i St. Olaf i 1904:
1. Kirkemusiken, som fuldstændiggjørende del af den høitidelige liturgi, virker med til det almindelige øiemed, som er Guds ære og de troendes helliggjørelse og opbyggelse. Den har tillige del i ophøielsen af de kirkelige ceremoniers værdighed og glans, og ligesom det er dens hovedopgave med passende melodier at iklæde den liturgiske tekst, der bliver de troendes forstaaelse forelagt, saaledes er det dens særegne opgave at give denne tekst en høiere virkning, for at de troende ved dette middel lettere kan blive tilskyndede og forberedte til andagt og for at optage i sig de naadefrugter, som er særegne for disse høihellige hemmeligheder.
2. Som følge deraf maa kirkemusiken i høieste grad besidde de egenskaber, som er eiendommelige for liturgien, isærdeleshed formens hellighed og godhed, hvoraf naturlig udspringer dens anden karakter, d. e. almindeligheden. Den skal være hellig og derfor udelukke al verdslighed, og det ikke alene i sig selv, men ogsaa med hensyn til den maade, paa hvilken den bliver foredraget af musikerne.
Den skal være sand kunst, fordi det ellers er umuligt, at den udøver hin virkning paa den hørendes sjæl, som kirken har til hensigt at opnaa, idet den optager tonernes kunst i liturgien. …
… 3. Disse egenskaber møter vi i høieste grad ved den gregorianske sang, som ifølge deraf er den romerske kirkes egentlige sang, den eneste sang, som den har arvet efter sine forfædre og gjennem aarhundreder omhyggelig vogtet i sine liturgiske codices – bøger –, hvilken den som sin eiendom direkte tilbyder de troende, som den i enkelte dele af liturgien udelukkende foreskriver, og som de nyeste granskninger paa en saa heldig maade har gjenoprettet i dens fuldstændighed og renhed. …