I 1951 ble det trykt en artikkel (på danske) om den lutherske presten og kjente teologen, Knud Carl Ansgar Krogh-Tonning, en av de kjente konvertittene i Norge fra rundt år 1900. Mot slutten av artikkelen står det:
… Det var nu tydeligt for alle, at Krogh-Tonning stod den historiske lutherdom meget fjernt. Han var ogsaa selv begyndt at forstaa, at hans stilling som præst i et luthersk kirkesamfund var uholdbar, og i september 1899 tog han sin afsked som sognepræst ved Gamle Aker kirke. Ifølge hans egen erklæring agtede han aldrig at vende tilbage til præstegerningen, uanset det resultat, som hans fortsatte forskning maatte føre ham til. Ved udgangen af 1899 ophørte hans præstegerning i den norske statskirke.
Han var paa den tid stærkt optaget af studier over den apostolske succession og dogmet om pavens ufejlbarhed. For i stilhed at overveje disse spørgsmaal tog han i april 1900 ophold hos jesuitterne i Aarhus, hvor han blev vel modtaget. Med den grundighed, som var karakteristisk for ham, tog han fat paa sine forskninger. Han var langtfra kommet til ende med dem, da han blev syg efter at have opholdt sig nogen tid i Aarhus. Nu mente han ikke længere, at noget hindrede ham i at konvertere, og den 13. juni 1900 blev han optaget i den katolske kirke. Den 29. november 1900 fik han i Aarhus meddelt konfirmationens sakramente af biskop v. Euch. Han antog ved den lejlighed navnet Ansgar. I begyndelsen af det følgende aar vendte han tilbage til Oslo, hvor han levede tilbagetrukket resten af sit liv, optaget af litterær virksomhed. Bl.a. … skrev han sin selvbiografi, «En Konvertits Erindringer» (København 1906). 1905 blev han af den romerske Congregatio pro studiis promoveret som teologisk æresdoktor. Han døde den 19. februar 1911, ramt af et slagtilfælde paa vej til højmesse i St. Olavs kirke. Et virksomt liv som præst og teolog var dermed afsluttet.
Som protestantisk teolog fremhævede Krogh-Tonning kirkeinstitutionen og det kirkelige embede, sakramenternes selvstændige betydning og det private skriftemaaI paa en tid, da man inden for protestantismen ikke tillagde disse ting nogen større betydning. Han foregreb her tanker, som i vore dage er stærkt fremme inden for protestantisk teologi. Spørgsmaalet om kirken og det kirkelige embede indtager en central plads i den teologiske debat som vel aldrig før i protestantismens historie. Hertil har særlig den svenske kirketeologi i de seneste aartier bidraget. Sakramenternes selvstændige betydning er almindelig anerkendt, og i stigende grad vender man sig mod den aabenlyse ringeagt, som især nadverens sakramente er udsat for i protestantiske kirker. … …
Derimod er der i naadelæren sket en kraftig reaktion mod de tendenser til genoptagelse af førreformatoriske tankegange, som Krogh-Tonning i sin tid paapegede. Barthianismen og et fornyet studium af Luthers skrifter har ført til en tilbagevenden til reformatorernes lære om retfærdiggørelsen. Man har reageret saa stærkt mod en bestemt teologisk retnings tilbøjelighed til at lægge vægt paa, hvad mennesket selv kunde præstere, at man ikke i tilstrækkelig grad har forstaaet, at troens frugter er gode gerninger. Der er dog en begyndende forstaaelse af, at barthianismen og nylutheranismen her er gaaet for vidt.
Gennem sit forfatterskab paaviste Krogh-Tonning, at den lutherske protestantismes livskraft beror paa de gamle katolske sandheder, som er bevaret inden for den. Det var ham ganske klart, at en bevidst fornægtelse af dem, saaledes som man var ivrig efter i hans samtid, førte til splittelse og forvirring. Han saa redningen for sit samfunds fortsatte eksistens i en besindelse paa den arv, som det havde fra før reformationen. Denne tankegang bragte ham ind paa en vej, som til sidst skulde føre ham til den katolske kirke. Adskillige af de protestanter, der er kommet ind paa den vej, som Krogh-Tonning gik, vil dog sikkert vige tilbage for tanken om overgang til den katolske kirke. 400 aars luthersk tradition lader sig ikke uden videre ignorere.
Hele dette heftet kan leses her.