P. Lutz skriver her om hva som skjer under konsekrasjonen i messen, og forsvarer det katolske synet på realpresensen mot alle angrep. Bl.a. skriver han: «Med denne velsignede overbevisning bøier vi vore knær, naar presten hæver den hellige hostie og kalk. I vort hjerte roper det tilbedende: «Du er Kristus, den levende Guds Søn».
Ved Konsekrationen fuldtbyrdes det hellige offer. «Det er fuldbragt». Derved at brød og vin konsekreres særskilt, blir messen en mystisk-symbolsk fremstilling av Jesu død. Et gripende syn staar for vor sjæl: Jesus utgyder alt sit blod, blekt og dødt hænger Hans legeme paa korset. Og derved at Jesus er virkelig tilstede, stiger ogsaa Hans evige offer op til Faderen, brænder den uendelige kjærlighet i det guddommelige hjerte … «
Her er hele hans tekst:
—————— KONSEKRATIONEN ———————-
I nadverdsalen har Jesus forsamlet de tolv. Om nogen timer vil Han reise sig og gaa ut i den mørke nat til oljehaven. Men først vil Han ta avsked med disciplene. Et dypt og overjordisk vemod ligger over Hans siste møte met dem. Han vet at Han er forraadt og solgt for tredve sølvpenger. Han lider ved tanken paa at nu maa Han gaa fra sine elskede disciple. Alene skal de bli tilbake med det store hverv hvilende paa sig at dra ut og utbrede Guds rike i en fiendtlig verden. Som en ven der reiser fra sin ven, som en far der dør fra sine barn, vil efterlate et minde til dem han elsker, saaledes vil ogsaa Jesus gi disciplene og alle som ved disciplenes ord skal ta imot Hans aabenbaring, et varig vidnesbyrd om sin kjærlighet, et minde som skal trøste dem og vedlikeholde bevisstheten om at Han altid er med dem indtil verdens ende. Dette minde er Ham selv. En ven kan gi et billede av sig til avskeden. Jesus tar avsked paa en guddommelig maate. Han efterlater sig selv. Han gaar, og allikevel er Han iblandt os, den samme lærer og ven, Gud og menneske, som har levet vort liv paa jorden. Vore øine kan ikke skue Ham, men vi ser Ham med et organ som, ser dypere end vore øine og vor naturlige forstand: troen.
Qui pridie, quam pateretur, accepit panem in sanctas ac venerabiles manus suas, et elevatis oculis in cælum, ad te Deum Patrem suum omnipotentem, tibi gratias agens, benedixit, fregit, deditque discipulis suis dicens: Accipite, et manducate ex hoc omnes:
Hoc est enim corpus meum.
Simili modo, postquam cænatum est, accipiens et hunc præclarum calicem in sanctas ac venerabiles manus suas, item tibi gratias agens, benedixit, deditque discipulis suis, dicens: Accipite, et bibite ex eo omnes:
Hic est enim calix sanguinis mei, novi et æterni testamenti: mysterium fidei, qui pro vobis et pro multis effundetur in remissionem peccatorum.
Hæc quotiescumque feceritis, in mei memoriam facietis.
Han, som dagen før sin lidelse tok brødet i sine hellige og ærværdige hænder, opløftet sine øine mot himlen til Dig, Gud, Hans almægtige Fader, takket Dig, velsignet, brøt det og gav det til sine disciple, sigende: Tag og æd alle derav,
Thi dette er mit legeme.
Likesaa tok Han ogsaa efter nadverden denne kostelige kalk i sine hellige og ærværdige hænder, takket Dig atter, velsignet den og gav den til sine disciple, sigende: Tag og drik alle derav,
Thi denne er mit blods, det nye og evige testamentes kalk – troens hemmelighet – som skal utgydes for Eder og for mange til syndernes forladelse.
Saa ofte I gjør dette, gjør det til min ihukommelse!
Ti vi tror paa den fulde og hele virkelighet som ligger i de ord Jesus uttaler over brød og vin: «Dette er mit legeme. Dette er mit blod». Skjønt ikke hele ordlyden av konsekrationsformelen staar skrevet i Evangeliet, er den allikevel Jesu ord. Det er den uskrevne aabenbaring, Traditionen, som har overlevert os den. Saasom Guds almægtige: «Bliv!» har skapt himmel og jord, saaledes eier disse Jesu ord en guddommelig kraft til at virkeliggjøre hvad de betyr. Den siste nadverd blir ikke bare læst op som, en fortælling om en tildragelse fra svundne tider, som en begivenhet som evig hører fortiden til. Nei, den blir virkelighet igjen, nu, idag imorgen og alle dager. Gjennem prestens liturgiske handling gjør Jesus paany hvad Han gjorde hin store aften. Presten uttaler jo ordene i Jesu eget navn, paa Jesu befaling, og med den prestelige fuldmagt han fik, da han ved prestevielsens sakrament blev delagtiggjort i Jesu eget prestedømme.
Naar derfor presten foretar konsekrationens ritus, da sker der hvad der skedde ved Jesu siste nadverd: brødets og vinens substans gaar over til Jesu legemes og blods substans. Av brødet og vinen blir ikke andet tilbake end de ydre «skikkelser», som tingenes form, farve, smak, lugt, kort sagt det som vore sanser kan iagtta. Under brødets skikkelse skjuler Jesu legeme sig, men det levende legeme, d.v.s. forenet med Jesu blod og sjæl, og væsentlig forbundet med Guds Søns Person. Under vinens skikkelse skjuler Jesu blod sig, men det levendegjørende blod, d.v.s. flytende i Jesu aarer. Det er altsaa den levende Jesus, Kristus, Gud og menneske, vi tilber naar vi bøyer vore knær. Det er Ham vi med glæde og andagt iler imøte. Vi behøver ikke at søke Ham bare i aanden, langt tilbake i tiden, langt borte i et fremmed land. Den samme Kristus som holdt nadver med de tolv er foran os. Dette er den mening, som ligget i konsekrationens ordlyd. Dette har været kristenhetens dyrebare overlevering fra Kirkens første stund av.
Der er vel en del av kristenheten som synes at «den tale er haard». Joh. 6, 60. I det 16. aarhundre blev der gjort adskillige forsøk paa at tyde Jesu ord i en anden. retning. Eucharistien skulde bare være et minde, eller et. symbol, eller et tegn paa de troendes indbyrdes endrægtighet, men brødet skulde vedbli et være brød og vinen vin. Jesus skulde være tilstede udelukkende paa en aandelig maate, saa som vort troende hjerte kan fremmane Ham hvert øieblik, uten at der var nogen guddommelig virkelighet i alterets mysterium.
Dette er et feilsyn. Hvorfor skulde vi tvile og lægge i Jesu tale en anden mening end den som ordene indebærer i sig? Teksten er klar, og i konteksten findes der ingenting som gir os lov til at opfatte den paa en anden maate end bokstavelig. Hvorfor skulde vi forringe og indsnevre dette mysterium? Staar det over Guds magt, eller er det Guds godhet uværdig at gi os Frelserens elskede Person i dens fulde virkelighet? Kan Jesu kjærlighet ikke strække sig saa langt at Han vil bli iboende iblandt os likesaa virkelig som Han bodde blandt sine samtidige i Judæa eller Galiæa?
Tekstens klare og bestemte form gjendriver ogsaa en anden paastand som strider mot Traditionen, nemlig at Kristi legeme skulde være tilstede, men med brødets substans, «i, under og med brødet», og dette ikke i kraft av konsekrationens ord uttalt av en prest, men av den mottagendes tro. Ogsaa denne opfatning er uforenelig med Evangeliets ord og Traditionen, bortset fra den metafysiske umulighet at brødets substans skulde omslutte en anden.
«Men, det er ufornuftig at tro slikt» mener en overfladisk rationalisme som paastaar at tale i videnskapens navn. Nei, det er ikke mot fornuften, det overstiger bare dens fatteevne, som alle guddommelige ting. Mot fornuften vilde det være at anta at der ikke eksisterer realiteter som ligger utover vor naturs grænser. Ingenting i brødets og yinens natur gjør detumulig at de ydre skikkelser forefindes skilt fra den substans de i den naturlige tilværelse er forenet med. Ingenting i Kristi legeme og blod sætter sig imot at de er tilstede under brødets og vinens skikkelser og skilt fra sine egne. Det gjælder her at trænge ind bak tingenes overflate og at frigjøre sig fra vor fantasis forestillingmaate. Ta et stykke av hvilket som helst materielt stof, sten, træ eller brød. Skjær det firkantet eller trekantet eller rundt, farv det rødt eller blaat, eller hvidt, del det i fire, fem eller hundre deler. Har det derfor ophørt at være det stof det var først? Formen, farven, størrelsen, dimensionene, likesom ogsaa smaken, lugten hører altsaa ikke med til brødets væsen. Brødet kan være dem foruten. Efter naturloven er de forenet med substansen. Men der er absolut ingen umulighet for at skaperen som har forbundet dem med hinanden til den sædvanlige naturlige eksistens, ogsaa kan skille dem ved et under og la en substans eksistere uten sine naturlige skikkelser, eller skikkelser uten sin naturlige substans.
Dette under sker i Eucharistien. Jesu legemes substans skilt fra sit naturlige ydre utseende træder istedenfor brødets substans, mens der av brødet ikke blir andet igjen end det ydre utseende. Det samme foregaar med Jesu blod i forhold til vinen. De salige i himlen ser Jesus i sit legemes naturlige form og dimensioner ved hvilke det er bundet til et bestemt sted. Vi paa jorden har Jesu legeme nærværende iblandt os med dets substans alene, som unddrager sig vore sanser i likhet med alle andre substanser. Ti det vi kan iagtta med vore sanser er ikke substansen, men skikkelsene. Og derved at Jesu legemes substans eksisterer skilt fra sine dimensioner, er det heller ikke længer rummet og tiden underkastet, men hævet over de lover, som gjør at en materiel gjenstand er bundet til et bestemt sted og til en bestemt tdd. Naar Gud ved sin almagt gjør at Jesu legeme og blod eksisterer frigjort fra sine naturlige dimensioner, da er det aabenbart at Jesu substans hvert øiblik kan være tilstede under tusen og atter tusen hostiers skikkelser paa tusen altere i hele verden, uten derfor at ophøre at være tilstede i himlen under sin naturlige form.
Vor fornuft staar vel overfor noget vidunderlig liemmelighetsfuldt. Men den kan ikke opdage en eneste grund til at betragte den forvandling som umulig, likesaa litt som. vi kan finde en eneste grund til at benegte Evangeliets beretning, ordenes realistiske sans eller de evangeliske vidnesbyrds guddommelige oprindelse. Videnskapens indvendinger har vist sig at være uholdbare for selve videnskapen, og den antikatolske tolkning av Evangeliet støter Paa uovervindelige eksegetiske vanskeligheter. De fleste blandt dem som negter at ta imot Traditionens hellige tro, gjør det, fordi de ikke magter et frigjøre sig fra fantasilbilleder, som vildleder deres tænkning.
Men det staar fast at fornuften ikke kan finde nogen filosofisk eller videnskabelig umulighet. Troen derimot omfatter det, hellige vidnesbyrd med inderlig tillid, og omfavner i alterets sakrament Ham, som er vort hjertes glæde, vor. sjæls dyrebare lys, vor salighets ophav, vor ven og trøster i jordens landflygtighet, vor hville i livets arbeide og kamp, vor styrke mot syndens uhyggelige tilskyndelser, vor Gud som med mild stemme roper .: «Kom alle til mig!»
Med denne velsignede overbevisning bøier vi vore knær, naar presten hæver den hellige hostie og kalk. I vort hjerte roper det tilbedende: «Du er Kristus, den levende Guds Søn».
Ved Konsekrationen fuldtbyrdes det hellige offer. «Det er fuldbragt». Derved at brød og vin konsekreres særskilt, blir messen en mystisk-symbolsk fremstilling av Jesu død. Et gripende syn staar for vor sjæl: Jesus utgyder alt sit blod, blekt og dødt hænger Hans legeme paa korset. Og derved at Jesus er virkelig tilstede, stiger ogsaa Hans evige offer op til Faderen, brænder den uendelige kjærlighet i det guddommelige hjerte – den samme kjærlighet som besjælte Ham, da Hans øine saa fra korset utover hele verden, da Hans blik i øm miskund hvilte paa alle mennesker i alle tider og land. Med sig selv ofrer Han os alle, saafremt, vi vil samtykke i at være -ett med Ham. I Konsekrationens store øieblik vil derfor den troende med anidlagt tilbe vor Herre og Frelser, og paa samme tid fornye sit forsæt at dø med Jesus, at dø fra synden, at «ha i sig det samme sindelag som og -er i Kristus Jesus», at lide med Jesus, naar Gud vil prøve os, eller naar den Helligaand kalder os til det ophøiede hverv sammen med Frelseren at sone for verdens synder. Saaledes blir vi gjennem messeofferet delagtige i korsofferets frelsende og helligjørende kraft.