(P. Lutz forklarer her i 1928 hvordan messens KANONBØNN skal forstås. Det er akkurat den samme bønn som første eukaristiske bønn i dag, men det kan likevel være interessant å lese hvordan hva man la inn i denne bønna den gangen den tradisjonelle latinske messe rådte grunnen.)
CANON
Lovsangen er forstummet. En hemmelighetsfuld stilhet indtræder. Der er følelser som best vækkes ved sangens rythme og harmoni og inspirerer til sang, der er andre som trænger taushet for at vaagne og stemmer til taushet. Slik er den ærefrygt med hvilken vor sjæl skal samle sig i forventning om den Velsignede som kommer i Herrens navn. Men her er tausheten mere end bare stemming. Den er et symbol paa det uutsigelige som sker paa alteret.
Med dæmpet stemme læser derfor presten de følgende bønner, med stille andagtskal sjælen fordype sig i disse ældgamle, hellige ord:
Te igitur, clementissime Pater, per Jesuni Christum, Filium tuum, Dominuin nostrum, supplices rogamus ac petimus, uti accepta habeas et benedicas hæc dona, hæc munera, hæc sancta ,sacrificia illibata, in primis quæ tibi offerimus pro ecclesia tua sancta catholica, quam pacificare, custodire, adunare et regere digneris toto orbe terrarum, una cum famulo tuo papa nostro N. (et antistite nostro, N.) et omnibus orthodoxis atque catholicæ et apostolicæ fidei cultoribus.
Dig, mildeste Fader, ber og anroper vi da ydmygelig ved Jesum Kristum, Din Søn, vor Herre, at Du vil anta og velsigne disse gaver, disse frembærelser, disse hellige, ubesmittede ofre, som vi bringer Dig, fornemmelig til held for Din hellige katolske Kirke, at Du naadig vil bevare den i fred og enighet, bevogte og regjere den paa den hele jord, til like med Din tjener, vor pave N. (og vor biskop N.) samt alle rettroende bekjendere og dyrkere av den katolske og apostoliske tro.
Gud kunde forsmaa os og vore gaver, efterdi vi saa ofte har misbrukt dem og søkt os selv istedenfor Ham. Men de er nu bestemt til at bli det rene, uplettede offer, Jesu legeme og blod. Derfor maa Gud gi sin velsignelse til dem.
Det hellige offer frembæres for hele Kirken, og det vi ber om er Kirkens, fred. Den trænger at verges, fordi den altid er utsat for angrep fra fiendtlige magter. En sneversynt politik, en falsk filosofi, en falsk mystik lurer altid paa Jesu Kirke for at undergrave dens fred, Den trænger ogsaa enhet i den ene sande tro. Den trænger især at styres med visdom og kraft. Derfor blir offeret specielt frembaaret for bærerne av Kirkens autoritet, paven og biskopene, forat de skal faa del i Jesu egen visdom og seierrike magt.
Nu kommer vi selve menigheten ihu og alle vore bekjendte.
Memento, Domine, famulorum famularumque tuarum N. et N. et omnium circumstantium, quorum tibi fides cognita est, et nota devotio, pro quibus tibi offerimus, vel qui tibi offerunt hoc saerificium laudis, pro se, suisque omnibus, pro redemptione animarum suarum, pro spe salutis et incolumitatis suæ, tibique reddunt vota sua æterno Deo, vivo et vero.
Ihukom, o Herre, Dine tjenere og tjenerinder (tænk her paa dine endnu levende medmennes ker som du vil be for) og alle tilstedeværende, hvis tro og andagt Du kjender, for hvem vi ofrer, eller som frembærer dette lovoffer for sig selv og alle sine, for sine sjæles gjenløsning, for sit haab om frelse og velfærd, og som frembærer sine bønner og løfter for Dig, deres evige, levende og sande Gud.
Presten stanser en liten stund for at huske pag alle som han særlig indtrængende vil anbefale til Gud. Vi ber for vore forældre, slegtninger, personlige venner eller fiender. Vi nævner alle vi har lovet at be for, og det er en rørende tanke av Kirken at opfordre os til denne næstekjærlighetens gjerning under det hellige offer. Vistnok tar Gud aftid imot en oprigtig høn. Men den er saa at si mægtigere til at røre Guds hjerte, naar den ikke bare bedes i Jesu navn, men under den hellige offerhandling, som forestiller Jesu store hengivelse for os. Det vi ber om ved korsets fot, med blikket fæstet paa Guds Lam, kan Faderen ikke negte os. Offeret har ogsaa, en særegen velsignet virkning for dem der er tilstede ved det, for dem især som har bedt om at faa det frembaaretefter sin egen mening. Den virkning er fremfor alt sjælens velfærd.
Saaledes, omfavner vi likesom ved en kjærlig ihukommelse hele den stridende Kirke, alle dem som bor med os paa jorden. I aanden betragter vi menneskenes utallige skarer som gaar sin pilgrimsgang, tynget ned hver av sin byrde, av sin sorg. Alle længter efter det ene: forløsning. For alle staar det opreiste kors med Guds Lam som vil trekke alt til sig.
Men Kristi Kirke omfatter ikke bare de levende paa jorden. Ogsaa de salige i himlen hører med til den. Derfor opløfter vi nu vort blik til himlen:
Communicantes et memoriam venerantes, in primis gloriosæ semper virginis Mariæ, genitrieis Dei et Domini nostri Jesu Christi, sed et beatorum apostolorum ac martyrum tuorum, Petri et Pauli, Andreæ, Jacobi, Joannis, Thomæ, jacobi, Philippi, Bartholonlæi, Mathæi, Simonis et Thaddæi, Lini, Cleti, Clementis, Xysti, Cornelii, Cypriani, Laurentii, Chrysogoni, Joannis et Pauli, Cosmæ et Damiani, et omnium sanctorum tuorum, quorum meritis preeibusque con»as, ut in omnibus protectionis tuæ muniamur auxilio. Per eundem Christum, Dominum nostrum. Amen.
Idet vi, delagtige i de helliges samfund, ærer mindet, fornemmelig av den hæderkronede Maria, altid jomfru, vor Guds og Herre Jesu Kristi moder, men ogsaa av Dine salige apostler og maityrer, Petrus’ og Paulus, Andreas, Jacebus, Johannes, Thomas, Jakobus, Filippus, Bartholomæus, Mathæus, Simon og Thaddæus, Linus, Kle. tus, Xystus, Kornelius, Cyprianus, Lauren-tius, Krysogonus, Johannes og Pau.lus, Kosmas og Damianus, samt alle Dine hellige – ved deres fortjenester og bønner forunde Du os, at vi i alt beskyttes ved Din beskjærmende varetægt. Formedelst den samme Kristum, vor Herre. Amen.
Ved den bøn bekjender vi vor tro paa vor enhet med den triumferende Kirke, med de hellige i himlen. Vi vet at det er Jesu offer som gav dem den naade at naa frem tilen saa høi grad av kjærlighet og hjerterenhet.Derfor føler vi trang til at paakalde dem under messeofferet, likesom til at indby dem til at være forsamlet med os i den hellige stund. Med vor tros blik ser vi store skarer som nærmer sig i en festlig procession. De stiller sig omkring alteret for at tilbe Lammet, hvis gjennemborede hjerte er kilden til al hellighet. «Derefter saa jeg en stor skare, som ingen kunde tælle, av alle slegter folkestammer og nationer og tungemaal staa for tronen og for Lammet, iført hvite klær og med palmegrener i sine hænder» (Joh. aabenb. 7, 9). I spidsen skrider med himmelsk høihet og gratie den helligste av alle, Jomfru Maria, og det med rette. En større naade end alle andre fik hun ved korsofferets, frelsende kraft. Mens andre blev renset fra sin synd, blev hun bevart uplettet av al synd. Mere end alle andre elsker hun derfor offerets minde. Og er ikke offerlammet hendes barn? Ogsaa hun har hengit sin Enbaarne. Med en bundløsdyp sorg, men med en uendelig dyp kjærlighet til Guds vilje og til de syndige mennesker stod hun ved korset, da Jesus overgav sin aand i Faderens, hænder.
Derefter kommer apostlene. De flokker sig omkring Jesus som da de holdt nadverd med Ham. Martyrerne følger efterpaa. Vi, ser de første paver, som fortsatte Petrus’ gjerning som Kirkens hyrde i de store trængslers tid og døde for Kristus. Vi ser hellige biskoper som med rolig og værdig heltemot sa sit «Deo gratias, takket være Gud», da dødsdommen blev oplæst (Clyprianus). Vi betragter den store skare av andre hellige martyrer. Alle fandt i korsofferets minde den kraft de trængte for at vidne om Jesus for de romerske pretorer og prokonsuler.
Alle disse store kristne er en familie med os, en organisme som lever et fælles liv, Jesu eget liv. De elsker os, de forstaar os, de ser vor nød og vor skrøpelighet. Derfor paakalder vi deres forbøn, nu vi staar forenet omkring korset, forat vi skal bli delagtige i deres ædle rene kjærlighet til Gud.
Nu følger en bøn hvor vi atter ber om at Gud naadig skal ta imot vårt offer og gjøre os delagtige i dets virkninger:
Hanc igitur oblationem servitutis nostræ, sed et cunctæ famliæ tuæ, quæsumus Domine, ut placatus acciplas, diesque nostros in tua pace disponas, atque ab æterna damnatione nos eripi, et in electortim tuorum jubeas grege liumerari. Per Christum Dominum nostrum. Amen.
Vi ber Dig derfor, Herre, at Du i naade vil motta dette offer av os, Dine tjenere, og av hele Din menighet, at Du vil la vore dager henrinde i Din fred, frelse os fra den evige fordømmelse og la os bli talt med i Dine utvalgtes hjord. Ved Kristum, vor Herre. Amen.
Den siste bøn før Konsekrationen lyder:
Quam oblationem tu, Deus, in omnibus, quæsumus, benedictam, adscriptam, ratam, rationabilem, acceptabilemque facere digneris, ut nobis corpus et sanguis fiat dilectissimi Filii tui, Domini nostri Jesu Christi.
Værdiges, o Gud, vi ber Dig, i alt at gjøre dette offer velsignet, indviet, gyldig, fuldkomment og Dig velbehagelig, paa det at det maa bli for os til Din elskede Søns, vor Herre Jesu Kristi legeme og blod.
Vi roper til Gud om at han maa helliggjøre og velsigne vore gaver, brød og vin, finde velbehag i dem og ved sin almagt forvandle dem til Jesu legeme og blod. Ti nu er vi naadd frem til offerets væsentlige ritus. Alt hvad dergik foran, bønner, ceremonier, undervisning, symboler hadde som formaal at fremkalde den tro, den anger, den kjærlighet, den glæde som sjælen skal være gjennerntrængt av i denne stund, da vi vil staa ansigt til ansigt med Jesus den Korsfæstede.