P. Lutz skriver i sin bok så om PREFASJIONEN OG SANKTUS (se forrige del her).
——————–
Sekreten sluttet med den formel: «Han som lever og regjerer med Dig og den Helligand fra evighet til evighet. Amen.»
Men ved de sistle ord : «Per omnia sæcula sæculorum» hæver presten sin røst til en høitidelig sang:
PREFATIONEN.
Den skal gi uttryk for den glæde vi føler over Jesus, hvis komme som offerlam er forestaaende, hvis død vi mindes og som allikevel er konge i evighet.
Prefationen begynder med en vekselsang mellem presten og menigheten, for at utfolde sig til den store «Eucharisti» eller taksigelse.
Pr. : Dominus vobiscum. – Herren være med Eder.
Tj. : Et cum spiritu tuo. – Og med din aand.
Atter det samme ønske om at alle skal være sig Jesu nærværbevisst, Jesu usynlige iboen, i sin Kirke.
Pr. Sursum corda!
Tj. Habemus ad Dominum.Opløft Eders hjerter!
Vi har opløftet dem til Herren.
Det er en opfordring til at løfte os over nuet, over jorden, og med en inderlig længsel at hige efter him len. Den kristnes liv skal altid være præget av evighetstanker. Altid skal han, med sine tanker og ønsker staa høiere end verdens forkrænkelige ting.
I sin tilværelse utenfor Kirken er han vel nødt til at sysle med alslags timelige ting, vor materielle natur kræver det. Imidlertid skal bevisstheten om vort aandelige liv og om vor evige bestemmelse gi os kraft nok til at indordne alt det timelige under det evige. Vort hjerte skal altid være opløftet. Men nu især skal vi i aanden stige op, til et høiere plan, hvor de sedvanlige bekymringers eller fornøielsers larm ikke naar op, hvor verdens uro stilner av, hvor vi i ophøiet ensomhet med Gud kan faa en lysning ind i os av det hellige mysteriums fred.
«Opløft Eders hjerter» roper Kirken til alle dem som er altfor mottagelig for verdens forkrænkelige glæder, til alle dem som arbeider og sliter og ofte er fristet til at glemme det høiere liv, hvis spire de bærer i sig selv, til alle dem som føler en tung sorg tære paa sit hjerte. Opløft dit hjerte, stakkars menneske, i Gud alene er der glæde og ro. Maatte, alle med et oprigtig sind kunne svare : «Vi har opløftet hjertet til Gud.»
Pr. : Gratias agamus Domino Deo nostro.
La os takke Herren, vor Gud.Tj.: Dignum et justum est.
Pr. : Vere, dignum,et justum est, æquum et sa lutare, nos tibi semper et ubique gratias agere, Domine sancte, Pater omnipotens, æterne Deus. Qui eum unigenito Filio tuo et Spiritu sancto, unus es Deus, unus es Dominus, non in unius singularitate personæ, sed in unius trinitate substantiæ. Quod enim de tua gloria, revelante te, credimus, hoc de Filio tuo, hoc de Spiritu sancto, sine differentia discretionis sentimus: ut in confessione veræ sempiternæque Deitatis, et in personis proprietas, et in essentia unitas, et in majestate adoretur æqualitas. Quam laudant angeli atque archangeli, cherubim quoque ac seraphim, qui non cessant quotidie una voce dicentes:Det er billigt og ret.
I sandhet, det er billig og ret, tilbørlig og gavnlig, at vi altid og overalt takker Dig, Du hellige Herre, almægtige Fader, evige Gud! Du som med Din enbaarne Søn og den Helligaand er én Gud og én Herre, ikke i én persons enhet, men i det ene væsens trefoldighet. Ti hvad vi efter Din aabenbaring lærer om Din herlighet, det tror vi om Din Søn, det samme tror vi om den Helligaand, uten nogen adskillende forskjellighet: saa at der i bekjendelsen av den sande og evige guddom tilbedes i personene eiendommeligheten, i væsenet enheten og i majestæten likheten. Denne prises av englene og erkeenglene, av keruber og serafer, som ikke ophører daglig at rope med én røst sigende:
Ja, det er billigt og ret at vi takker Gud. Det vilde være hovmod ikke at anerkjende at vi har mottat av Ham alt det vi har. Men nu gjælder det at takke for Guds største gave, Ham selv. Han er blit vor Gud, da vi fik troen Paa Ham. Han gav os sig selv i Jesus. Det er det store gode Kirken nu priser Gud for, naar presten fortsætter prefationens hymne.
Denne taksigelsessang er forskjellig efter kirkeaarets forskjellige helligdager og tider. Paa de almindelige søndager er det en hymne til den, hellige Treenighet. Men der er mange liturgiske tider som har sin egen prefation, svarende til et bestemt mysterium.
I Juletiden synger den, vor tak fordi «ved det menneskevordne ords mysterium er Guds klarhets nye lys fremstraalet for vor sjæls øine, saa at vi, idet vi synlig erkjender Gud, ved Ham blir draget til at elske det usynlige».
I Paasketiden priser vi Gud fordi Paaskelammet som blev slagtet «har tilintetgjort vor død og ved at opstaa gjengit os livet».
I Pinsedagene bærer vi frem vor tak til Kristus «som ophøiet over alle himle og sittende ved Din høire haand utgjød den forjættede Helligaand over de utvalgte barn».
Paa Trefoldighetsfesten og paa de følgende søndager indtil Julen takker vi Gud, fordi Hans naaderike aabenbaring har indført os i Hans guddommelige indre, i Hans ophøiede liv som Fader, Søn og Helligaand.
Paa jomfru Marias helligdager lover vi Gud, fordi «den altid rene jomfru undfanget Guds Enbaarne ved den Helligaands overskyggelse og uten at miste sin jomfruære skjænket verden det evige Iys».
I Rekviemmessen takker vi den evige Gud, fordi i Kristus er haabet om en salig opstandelse, straalet frem for os, saa at de hvem dødens sikre lod bedrøver, tillike trøstes ved forjættelsen om den tilkommende udødelighet».
Alle disse prefationer udmerker sig ved en sjelden dyp poesi. De forener lyrikkens glød med en klar fremstilling av kristendommens evige realiteter. Vore dogmer træder os imøte, et efter et, i sprogets og sangens majestætiske, rythme, en vidunderlig stemining av ærefrygt og andagt lægger sig over vor sjæl.
Men for at gi vor tak endnu mere glød forener Kirken sin sang med englenes kor i himlen. Vi liker jo med vor naive andagt at forestille os englene som et vidunderlig kor som synger evig til Guds ære. I et ophøiet syn saa Esaias Herren sitte paa en høi trone, serafer stod omkring Ham og forkyndte Hans glorie og almagt. (Esaias 6.) Med alle engler istemmer Kirken nu en lovsang :
Sanctus, sanctus, sanctus Dominus Deus Sabaoth. Plæni sunt cæli et terra gloria tua. Hosanna in excelsis. Benedictus qui venit in nomine Domini. Hosanna in excelsis.
Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud, himle og jord et fulde av Din herlighet. Hosanna i det høie. Velsignet være den, som kommer i Herrens navn. Hosanna i det høie.
Lovsangen begynder netop med de ord som Esaias hørte fra serafenes mund. Den fortsætter med glædesropet «Hosannah» søm lød til Jesu ære, da Han holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget av begeistrede skarer.