Jeg skrev for et år siden om mine minner fra norskeksamen på universitetet i Bergen i 1995, da jeg oversatte fra gammelnorsk teksten om Olav den Hellige som på Thomasmessedagen, 21. desember, i 1027 (eller 1028) fór forbi Jæren med båtene sine og innover Ryfylke – og om hvordan det forundret meg at apostelen Thomas ble feiret like før jul (for i 1970 ble festen flyttet til 3. juli).
175. Tomasmesse før jul strax i dagningen styrede kongen ud af havnen (i Eikundasund); det var da meget god bør, men noksaa sterk. Han seilede da nord forbi Jæderen. Veiret var vaadt og nogen skoddedrift. Strax fór det bud overland om Jæderen, medens kongen seilede udenfor. Da Erling blev vis paa, at kongen var seilet vestover, lod han blæse al sin hær til skibene; da drev alt folket ud paa skibene og gjorde sig rede til kamp. Men kongens skibe seilede raskt mod nord forbi Jæderen. Derpaa stævnede han den indre led, han vilde fare ind i fjordene og faa sig der mænd og gods. Erling seilede efter ham og havde stor hær og mange skibe. Deres skibe skred godt frem, da de havde intet ombord undtagen mænd og vaaben. Da gik Erlings skeid mere end de andre skibe; da lod han rebe seilet og biede paa sine mænd. Da saa kong Olav, at Erlings mænd søgte raskt efter, fordi kongens skibe var meget tunge og trutnede, da de havde flydt i sjøen hele sommeren og om høsten og dertil om vinteren; han skjønte, at det vilde blive stor folkemon, om han paa én gang skulde møde hele Erlings hær. Da lod han raabe fra skib til skib, at de skulde lade seilene sige, men meget langsomt, og svøfte med haandrev. Og saa blev gjort. Erling og hans mænd merkede det. Da raabte Erling til sine mænd og bad dem seile raskere; «I ser,» siger han, «at nu blir deres seil lavere, og at de drager sig unda os.» Han lod da revene tage ud af seilet paa skeiden; den gik da raskt frem.
176. Kong Olav stævnede indenfor Bokn; da var de ikke synlige for hinanden. Siden bød kongen at lægge seilene ned og ro frem i et trangt sund, som var der. Der lagde de da skibene sammen; et klippe-nes gik udenfor dem. Da var alle mænd hærklædte. Erling seilede da imod sundet, og de merkede ikke, at en hær laa der foran dem, før end de saa, at kongsmændene roede alle skibene paa én gang imod dem. Erlings mænd lod seilene falde og greb til vaaben; men kongens hær laa paa alle sider om skibet. Det blev nu en kamp, og den var meget haard; mandefaldet vendte sig snart til Erlings mænd. Erling stod i løftingen paa sit skib; han havde hjelm paa hovedet, skjold for sig og sverd i haanden. …. Da tog Erlings mænd paa at falde, og saasnart striden tog til og man gjorde opgang paa skeiden, da faldt hver i sit rum. Kongen selv gik haardt frem. …. Saa faldt Erlings hær til sidste mand, at ingen stod oppe paa skeiden, undtagen han alene. Aarsagen var baade, at man lidet bad om grid, og at ingen fik, om han end bad, og heller ikke kunde nogen vende sig til flugt, thi skibene laa rundt om skeiden. Det er ogsaa sagt med sandhed, at ingen mand søgte at fly. ….
Da satte man ind paa Erling baade fra forrummet og fra de andre skibe. Det var godt rum i løftingen, og den laa høit oppe over de andre skibe, og ingen kunde komme til undtagen med skud og tildels med spydstik, men dem huggede han alle fra sig. Erling vergede sig saa herlig, at ingen vidste at nævne, at én mand havde staaet saa længe imod saa mange; men aldrig søgte han at undkomme eller at bede om grid. … Kong Olav søgte da agter i forrummet og saa, hvad Erling gjorde. Kongen talte da til ham og sagde: «Idag vender du aasynet imod, Erling.» Han svarer: «Aasyn mod aasyn skal ørner hugges.» … Da sagde kongen: «Vil du gaa mig til haande, Erling?» «Det vil jeg,» sagde han. Da tog han hjelmen af sit hoved, lagde ned sverdet og skjoldet og gik frem fra løftingen til forrummet. Kongen stak øxespidsen i hans kind og sagde: «Merkes skal drottensvigeren.» Da løb Aslak Fitjeskalle til og huggede sin øx i Erlings hoved, saa at den stod ned i hjernen. Det var strax et banesaar, og Erling lod der sit liv. Da sagde kong Olav til Aslak: «Gid du maatte faa en ulykke for dit hugg; nu hugg du Norge af min haand.» ….
Her kan man lese hele denne teksten (gå til avsnitt 175), og Sigvat Skalds kvad, som jeg har tatt bort.