Mer fra p. Lutz’ forklaring av messen i 1928. Her er andre del av hans kapittel FRA KONSEKRATIONEN TIL «FADER VOR»:
Men først vil liturgien ved yderligere tilskyndelser fordype den stemning, som sjælen skal være grepet av ved Kommunionen. Denne forberedelse sker ved forskjellige bønner og ceremonier. Først kommer vi vore avdøde ihu:
Memento etiam, Domine, famulorum. famularumque tuarum N. N., qui nos præcesserunt cum signo fidei et dormiunt in somno pacis.
Ipsis, Domine, et omnibus in Christo quiescentibus, locum refrigerii, lucis et pacis ut indulgeas, deprecamur. Per eundem Christum Dominum nostrum. Amen.
Ihukom ogsaa, Herre, Dine tjenere og tjenerinder, som er gaat forut for os med troens tegn og sover fredens slummer (Tænk paa de avdøde du vil be for.) Dem, o Herre, og alle som hvilere i Kristus, forunde, Du, vi ber Dig, vederkvægelsens, lysets og fredens bolig. Ved den samme Kristum, vor Herre. Amen.
Hvilket vakkert uttryk: «som er gaat forut for os med troens tegn og sover fredens slummer»! De har trodd og kjæmpet, og nu hviler de i Guds fred. Sandt nok at den fred er ikke den fulde, salige fred. I skjærsilden gjennemgaar sjælen en smertefulld lutring. Den er forbundet med lidelser, hvis natur vi ikke kan utgrunde. Allikevel kan vi forestille os disse prøvelser som noget i likhet med en uendelig dyp anger, med en forfærdelig følelse av syndens andskap og av de skapte væseners intethet like overfor Guds ophøiede majestæt. De store helgener gjennemgaar saadanne prøvelser alt i det jordiske liv. Den mystiske teologi kalder dem for «purificatio-passiva» eller «sansenes og aandens mørke nat». Forbundet med den kval som følger med en uendelig længsel efter det eneste Gode, Gud, men en Gud som skjuler sit ansigt og lar sjælen føle sin landflygtighet,er disse lidelser det mest smertefulde der gives utenfor den evige død.
Men Kirkens forbøn kommer de avdøde i skjærsilden til hjælp. De har ikke ophørt at leve med Jesus og med os alle i et levendegjørende samfund. Derfor nævner vi dem ved messeofferet. Vi likesom kalder dem hen til alteret, til forløsningens kilde, forat det kristne samfund skal være fuldtallig. Før forvandlingen indbød vi de levende paa jorden til at møtes med os. Vi saa ogsaa de hellige stige ned fra himlen og flokke sig omkring alteret. Nu aapner, for saa at si, gravene sig, og de henfarne kommer for at drikke husvalelse fra naadens kilde. Ja, det er Kirkens gamle, ærværdige tro, at vor bøn og det hellige offer er en vederkvægelse for de avdøde.
Vidnesbyrd om denne tro finder vi hos de fleste kirkefædre, de græske som de latinske, f. eks. Tertullian, Cyprian, Ambrosius, Augustinus, Origenes, Basilius, Gregorius fra Nyssa, Johannes. Chrysostomus o. s. v. Cyrillus fra Jerusalem – 4 aarhundrede – sammenfatter den ældgamle tradition i følgende ord: «Vi har den tillidsfulde tro at vi bringer stor hjælp til de avdødes sjæle, naar vi ber for dem, mens det hellige offerlam er paa alteret. Vi fletter ikke kranser for de avdøde, men vi frembærer vore bønner for dem til Gud. Vi opofrer især Kristus, som har hengit sig for vore synder. Og derigjennem opnaar vi Guds forsoning baadb for dem og for os.»
Allikevel er det deres lod at lide, indtil den dag de har opnaadd den fuldkomme renhetsom himlen kræver.
Men hvorledes kan vi da si at de hviler i fred, at «de sover fredens slummer?» Er idet ikke en selvmotsigelse? Nei. For det første er disse sjæle forvisset om sin evige frelse, og den følelse av tryghet er, tiltrods for alle nuværende kvaler en vidunderlig trøst. For det andet vet vi at de elsker Gud over alt. Derfor lever de med sin vilje fredelig underkastet Guds vilje. De vet nok at Guds vilje er kjærlighet, om end den paalægger lidelser. De vet ogsaa at Guds salighet ikke kan eies av en sjæl, medmindre den er fuldkommen ren. Derfor taaler de lutringens ild uten bitterhet, uten oprør, men gir sig ydmygt og rolig Gud i vold.
At komme de avdøde ihu er en vakker tanke av Kirken. Men hvorledes kan dette forberede os til den den hellige Kommunion? Ved et overfladisk blik. ser vi det, ikke. Og dog ligger der en tanke i den bøn som vækker andagten til at motta Jesu legeme i Sakramentet. At mindes de avdøde, hvad er det andet end at fremkalde, erindringen om Jesu mystiske legeme? AIle som tror paa Jesus og elsker Ham, er likesom én person med Ham, en organisme som er gjennemstrømmet av Jesu liv og aand, hva enten de lever her paa jorden eller i det hinsidige. Naar vi mindes vore brødre i skjærsilden, saa er det netop i kraft av den kjærlighet, som strømmer utfra Jesu hjerte for at gjennemtrænge alle. Vi kan ikke tænke paa vore brødre uten at ogsaa vor erindring om Jesus blir dypere og andægtigere, og det er den magt som driver sjælen hen til Frelseren paa alteret.
Den samme idé har indgit den følgende bøn:
Nobis quoque peccatoribus, famulis tuis, de multitudine miserationum tuarum sperantibus, partem aliquam et societatem donare digneris cum tuis sanctis apostolis et martyribus: cum Joanne, Stephano, Matthia, Barnaba, Ignatio, Alexandro, Marcellino, Petro, Felicitate, Perpetua, Agatha, Lucia, Agnete, Cæcilia, Anastasia, et omnibus sanctis tuis, intra quorum nos consortium, non estimator meriti, sed venioe, quæsumus, largitor admitte. Per Christum Dominum nostrum.
Ogsaa os, syndere, Dine tjenere, som haaber paa Din barmhjertighets storhet, værdiges Du at gi nogen andel og delagtighet i Dine hl. apostlers. og martyrers samfund: med Johannes, Stefanus, Matthias, Barnabas, Ignatius, Alexander, Marcellinus, Petrus, Felicitas, Perpetua, Agatha, Lucia, Agnes, Cæeilia, Anastasia og alle Dine hellige. La os, vi ber Dig, komme i samfund med dem, ikke formedelst vor fortjeneste, men formedelst Din tilgivelse. Ved Kristum, vor Herre.
Her bønfalder vi Gud om at bli optat i de hellige martyrers samfund. Vi vet nok at vi lever i samfund med dem. Men bønnens mening er, at bevisstheten om vor enhet med dem dag for dag skal faa mere klarhet og kraft. Vi ber om at bli besjælet av en likesaa ædel og heltemodig kjærlighet til Jesus, som den martyrernes hjerte brændte av. Ti vi blir aldrig træt av at dvæle ved disse store kristnes minde, hvis blod har været en sæd til nye kristne. Der nævnes nogen særlig store martyrskikkelser: Johannes døperen, Stefanus, Barnabas og andre navnkundige blodvidner, blandt dem den hellige biskop Ignatius fra Antiochia, som har efterladt os saa rørende vidnesbyrd om de første kristnes begeistrede kjærlighet til den Korsfæstede: «Jeg er Guds hvetekorn, og jeg blir malt gjennem dyrenes tænder for at bli Kristi rene brød. Mine jordiske lidenskaper er korsfæstet, der findes ikke mere i mig nogen jordisk ild. Der er kun et levende vand, som risler i mig og sier Kom til Faderen». (lgnatius’ brev til romerne).
Med en særlig stor beundring mindes vi den skare av hellige kvinder, døtre av romerske patricierætter, eller ydmyge slavinder, høimodige, rene skikkelser, som med et skjær av ædel gratie og himmelsk glæde over ansigtet forsvarte sin tro for de romerske potentater og fulgte Lammet i døden. Alle disse hellige heroer skal gaa i forhøn, for os, at vi maa opnaa den samme aand her under vort jordiske liv, og den Samme salighet i himlen.
Her blev der i en ældre liturgi indskudt en bøn om Guds velsignelse over jordens frugter. Vi tror at alt kan og skal bli helliget, ved Kirkens bøn og velsignelse, selv den materielle natur, forsaavidt, den staar i menneskets tjeneste.
En levning av denne skik finder vi i skjærtorsdagsliturgien, hvor biskopen velsigner oljen til den siste salvelse paa dette tidspunkt av messen. Bønnen sluttet med den sedvanlige formel: Ved Kristus, vor Herre. Denne slutningsformel har liturgien bevart. Den utvikler sig imidlertid til en høitidelig lovprisning:
Per quem, hæc omnia, Domine, semper bona creas, sanctificas, vivificas, benedicis et præstas nobis.
Ved hvem Du altid skaper, helliggjør, opliver, velsigner og tildeler os alle disse goder.
Gud skaper alt ved Jesus. Han er Guds ord, Guds tanke, som fra evighet av indbefatter verdensaltets plan og orden og alle skabningers idé. Gud helliger og velsigner og opliver alt ved Jesus, ti det er Ham som lærer os at bruke det jordiske med det, evige for øie og til vor helliggjørelse. De livløse ting og alle jordiske gjerninger faar en overnaturlig sjæl, naar vi retter dem til det maal Gud har bestemt dem til: at tjene Guds barn. Hvor materielle disse ting end er, naar Kirken velsigner dem i Jesu navn, blir de paa sætt og vis bærere av en guddommelig kraft. Har ikke Gud selv tat bolig i en fysisk natur, da Hans Søn blev menneske? Jesu menneskevorden, Hans liv og sonende gjerning har git hele den skapte natur en høiere betydning. Den tanke fylder de troende med glæde, og liturgien utbryter i en begeistret lovprisning til den treenige Gud:
Per ipsum, et cum ipso et in ipso est tibi Deo Patri omnipotenti, in unitate Spiritus sancti, omnis honor et gloria, per omnia sæcula sæculorum.
Tj.: Amen
Ved Ham og med Ham, og i Ham mottar Du, Gud, almægtige Fader, i den Helligaands enhet, al ære og herlighet fra evighet til evighet. Amen.