På en dansk, katolsk blog leste jeg nylig en interessant (men kanskje litt sterk og dramatisk) beskrivelse av konsekvensene av å snu alteret (slik at presten fra alteret ser på menigheten). Slik begynner innlegget:
Når præsten læser messe efter den traditionelle romerske ritus, vender han og menigheden det meste af tiden samme vej, idet alle står foran alteret, med præsten forrest – og øverst (alteret er anbragt på et podium, som præsten træder op på efter den såkaldte «trinbøn»). På alteret står seks lys, og centralt på eller over alteret finder vi også tabernaklet, hvori Kristi Legeme opbevares. Herpå står et Krucifiks, der udgør «det syvende lys», Verdens Lys i den nye pagt. Alt i messen er således rettet mod disse; det udtrykker troen på Guds virkelige tilstedeværelse i messeofferet. Hele kirkerummet – men fremfor alt højalteret – er ydre tegn på, at Kristus er det centrum, mod hvilket alt i den hellige messe retter sig.
Denne opbygning af kirkerum og gudstjeneste findes i mange andre kristne riter og gudstjenesteformer, herunder de ortodokse og til en vis grad også i den danske version af den prostestantiske gudstjeneste. Man har så hæftet sig ved, at når præsten således frembærer messeofferet vendt mod Gud, så ser menigheden ham mest bagfra. Hvis det nu var ham, messen drejede sig om, ville det jo være sært. Og hvis hovedsagen var at høre og se præstens person, eller at fejre vores fællesskab med præsten, ville det være direkte forstyrrende. Hvad motivet end har været eller er, blev det i årene omkring den liturgiske reform en stadig stærkere idé, at præsten burde kunne ses forfra under messen.
Her sagde man så A: præsten skal vende sig mod menigheden. Der står han så og kigger på os og vi på ham.
Nuvel. Vi ser et nyt problem. Med alteret anbragt i øverst i kirken, ofte med en smuk altertavle bag selve alteret, skulle præsten jo fejre messe med hænderne på ryggen, uden at kunne se genstandene på alteret. Det ville ikke blot se sært ud, men også være meget upraktisk.
Så sagde man B: man anbragte et lille bord foran præsten, en slags disk, som han kan forrette messeofferet ved.
Men det er stadig meget underligt. Præsten vender jo nu ryggen til Gud, til Kristi Legeme i tabernaklet og tegnet derpå, krucifikset. Det går jo ikke, selvom man bedre kan se og høre hvad præsten foretager sig.
Så sagde man C: vi river hele det smukke gamle alter ned, og anbringer tabernaklet et andet sted i kirken, … …