P. Lutz – Kors og alter – Prefasjonen og sanctus
P. Lutz skriver i sin bok så om PREFASJIONEN OG SANKTUS (se forrige del her).
——————–
Sekreten sluttet med den formel: «Han som lever og regjerer med Dig og den Helligand fra evighet til evighet. Amen.»
Men ved de sistle ord : «Per omnia sæcula sæculorum» hæver presten sin røst til en høitidelig sang:
PREFATIONEN.
Den skal gi uttryk for den glæde vi føler over Jesus, hvis komme som offerlam er forestaaende, hvis død vi mindes og som allikevel er konge i evighet.
Prefationen begynder med en vekselsang mellem presten og menigheten, for at utfolde sig til den store «Eucharisti» eller taksigelse.
Pr. : Dominus vobiscum. – Herren være med Eder.
Tj. : Et cum spiritu tuo. – Og med din aand.
Atter det samme ønske om at alle skal være sig Jesu nærværbevisst, Jesu usynlige iboen, i sin Kirke.
Pr. Sursum corda!
Tj. Habemus ad Dominum.Opløft Eders hjerter!
Vi har opløftet dem til Herren.
Det er en opfordring til at løfte os over nuet, over jorden, og med en inderlig længsel at hige efter him len. Den kristnes liv skal altid være præget av evighetstanker. Altid skal han, med sine tanker og ønsker staa høiere end verdens forkrænkelige ting.
I sin tilværelse utenfor Kirken er han vel nødt til at sysle med alslags timelige ting, vor materielle natur kræver det. Imidlertid skal bevisstheten om vort aandelige liv og om vor evige bestemmelse gi os kraft nok til at indordne alt det timelige under det evige. Vort hjerte skal altid være opløftet. Men nu især skal vi i aanden stige op, til et høiere plan, hvor de sedvanlige bekymringers eller fornøielsers larm ikke naar op, hvor verdens uro stilner av, hvor vi i ophøiet ensomhet med Gud kan faa en lysning ind i os av det hellige mysteriums fred.
«Opløft Eders hjerter» roper Kirken til alle dem som er altfor mottagelig for verdens forkrænkelige glæder, til alle dem som arbeider og sliter og ofte er fristet til at glemme det høiere liv, hvis spire de bærer i sig selv, til alle dem som føler en tung sorg tære paa sit hjerte. …

For tre år siden i dag (kl 12.00) ble pave Benediks brev motu proprio (på eget initiativ), der han ‘frigjorde’ den tradisjonelle latinske messen, offentliggjort. Selv hadde jeg da i flere måneder allerede tenkt mye på dokumentet som det ryktes skulle komme, og var svært ivrig etter å få høre hva det sa, og til å lære meg denne gamle messen (som jeg aldri hadde sett før, ikke en gang på video). Jeg kan ikke riktig forklare hvorfor jeg var så ivrig; det må ha vært noe som stemte med min liturgiske utvikling mer generelt.


