P. Lutz: Kors og alter – ‘De døptes messe’ – Offertoriet

I starten av mai skrev jeg følgende: «I serien av gamle katolske bøker på norsk er vi nå kommet til ‘KORS OG ALTER. Eftertanker over messeofferet og messeliturgien’, av J. Lutz. prest i dominikanerordenen – 1928. Dette er en bok på 140 sider, der de første 45 er en innledning og forklaring av hva messens offer er, og de neste nesten 100 sidene er en forklaring til messens ledd.» Jeg skrev mer om boka her og hele første del av boka er skannet inn og kan leses her

Nå arbeider jeg med siste del av messeliturgien – DEl III. DE DØPTES MESSE – og under tar jeg med hva p. Lutz skriver om offertoriet:

———————————

Med «Credo» avsluttes katekumenernes messe, og nu begynder den egentlige offerritus. Brød og vin frembæres. I de første tider pleiet menigheten processionsvis at gaa frem for at lægge brød paa alteret. En del av det blev brukt til selve messeofferet og til menighetens kornmunion, resten blev utdelt til de fattige. Senere blev denne ceremoni forenklet og antok den nuværende form. Presten tar brød og vin, som paa forhaand er blit bragt paa alteret, og ber over dem de liturgiske velsignelser, mens koret synger en antifon (Offertorium), som atter uttrykker dagens idé.

Denne ritus, omend den kaldes «ofring», er ikke det egentlige offer, dette fuldbyrdes først ved konsekrationen. Den har bare som formål at vie brødet og vinen, at unddra dem den almindelige bruk ved at lægge dem, frem for Guds ansikt, at hellige dem ved bønner og velsignelser til den ophøiede handling de er bestemt til. Ut fra den tanke taler liturgien i ofringsbønnen allerede om «det ubesmittede offer» og om «frelsens kalk».

Suscipe, sancte Pater, omnipotens, æterne Deus, hanc immaculatam hostiam, quani ego indignus famulus tuus offero tibi, Deo meo vivo et Vero, pro innumerabilibus peccatis et offensionibus et negligentiis meis, et pro omnibus circumstantibus, sed et pro omnibus fidelibus christianis, vivis atque defunetis, utmihi et illis proficiat ad salutem in vitam æternam. Amen.

Motta, hellige Fader, almægtige, evige Gud, dette ubesmittede offer hvilket jeg, Din uværdige tjener, bringer Dig min levende og sand Gud, for mine utallige synder, forseelser og forsømmelser og for alle tilstedeværende samt for alle troende kristne, saavel levende som avdøde, forat dette offer maa bli mig og dem til frelse og evig liv. Amen.

Med vinen blandes litt vand. Det er sandsynlig at Jesus selv gjorde det ved nadverden, efter orientalsk skik. Men Kirken lægger en dyp symbolsk betydning i denne ritus. For det første skal den minde os om at blod og vand fløt ut av Jesu side, da den blev aapnet ved et lansestøt (Joh. 19, 34). Vandet betegner ogsaa daaben som faar sin helliggjørende virkning av Jesu blod. Paa samme tid er denne blanding av vin og vand et symbol paa Guds Søns menneskevorden. Vandet betyr den menneskelige natur, som inderlig er forenet med den guddommelige i Jesu person. Dette antydes i den vakre bøn som presten ber, naar han helder vandet i kalken:

Deus qui humanæ substantiæ dignitatem mirabiliter condidisti et mirabilius reformasti : da nobis per hujus aquæ et vini mysterium ejus divinitatis esse consortes, qui humanitatis nostræ fieri dignatus est particeps, Jesus Christus, Filius tuus, Dominus noster, qui tecum vivit et regnat in unitate Spiritus sancti, Deus, per omnia sæeula sæculorum. Amen.

Gud Du som har vidunderlig skapt den menneskelige natur i dens værdighet og efter dens fald endnu vidunderligere har fornyet samme, la os ved dette vands og denne vins hemmelighet faa del i Hans guddom, som har fornedret sig til at vorde delagtig i vor menneskehet, Jesus Kristus, Din Søn, vor Herre, som lever og regjerer med Dig i den Helligaands enhet, – Gud, fra evighet til evighet. Amen.

Men der er især en tanke av den største betydning, som skal anskueliggjøres, ved denne blanding, en tanke som atter og atter vender tilbake i liturgiens forløp, fordi den utledes av messeofferets inderste væsen: Det er ikke Jesus alene som blir frembaaret som offer, men vi alle med Ham. Disse draaper vand gaar over til vin. De forsvinder i allefald i vinens mængde og blir sammen med den til Jesu blod. Saaledes er vi blit ett med Jesus, for at bli ofret Gud. I kraft av en mystisk enhet med Jesus er vi blit korsfæstet med Ham. Nu ofrer Han os Faderen paany, for at hele vort liv, dag for dag, skal, være vor sjæls tilbakevenden til Gud. «Ingen av os lever for sigselv, ti lever vi, saa lever vi for Herren, eller dør vi, saa dør vi for Herren» (Rom. 14, 7, 8).

Disse tanker ligger i de bønner som presten ber ved at frembære kalken, og i den følgende velsignelse :

Offerimus tibi, Domine, callcem salutaris, tuam deprecantes clementiam: ut in conspectu divinæ maiestatis tuæ pro nostra et totius mundi salute cum odore suavitatis ascendat. Amen.

In spiritu humilitatis et in animo contrito suscipiamur a te, Domine, et sic fiat sacrificium nostrum in conspectu tuo hodie, ut placeat tibi, Domine Deus.

Vi ofrer Dig, Herre, frelsens kalk, idet vi anroper Din miskundhet, at den maa opstige med vellugt for Din guddømmelige majestæts aasyn til vor og hele verdens frelse. Amien.

I ydmyghets aand og med sønderknust hjerte, anta os, o Herre, og la dette offer idag fuldbyrdes, saaledles for Dit aasyn at det behager Dig, vor Herre og Gud.

Presten opløfter sine hænder og velsigner brødet og vinen:

Veni, Sanctificator, omnipotens, æterne Deus, et benedie hoc sacrificium, tuo sancto nomini præparatum.

Kom, Helliggjører, almægtige, evige Gud, og velsign dette offer som er beredt for Dit hellige navn.

Derefter vasker presten sine hænder som tegn paa den aandelige renhet hans sjæl skal eie, mens han fremsier nogen vers av Davids 25. salme:

Lavabo inter innocentes manus meas: et cireumdabo altare tuum, Domine : ut audiam vocem laudis, et enarrem universa mirabilia tua. Domine, dilexi decorem domus tuæ, et locum habitationis gloriæ tuæ. Ne perdas eum impiis, Deus, animain meam, et eum viris sanguinum vitam meam: in quorum manibus iniquitates sunt: dextera eorum repleta est muneribus. Ego autem in innocentia mea ingressus sum: redime me, et miserere mei. Pes meus stetit in directo: in ecelesiis benedicam te, Domine.

Gloria Patri et Filio et Spiritui sancto, sicut erat in principio, et nunc et semper et in sæcula sæculoru.m. Amen.

Jeg vil toe mine hænder iblandt de uskyldige og gaa omkring Dit alter, O Herre, for at høre Din lovprisning og for at forkynde Dine undergjerninger. Herre! jeg elsker Dit hus’ skjønhet og Din herlighets bolig. La ikke min sjæl omkomme med de ugudelige, ei heller mit liv med blodmændene, i hvis hænder er uret, og hvis høire lar sig bestikke ved gaver. Men jeg vandrer i min uskyldighet, frels mig og forbarm Dig over mig. Min fot vandrer paa den rette vei, i de retfærdiges forsamling vil jeg prise Dig, Herre.

Ære være, Faderen og Sønnen og den Helligaand, som det var i begyndelsen, saa nu og altid og i al evighet. Amen.

Disse ord opfordrer os alle til at dyrke hjertets uskyld, til at skille vort hjerte fra det jordiske, da jo Gud kalder os til himlens herlige boliger. Nu følger en bøn til den Treenige Gud:

Suscipe, sancta Trinitas, hanc oblationen quam tibi offerimus ob memoriam passionis, resurrectionis et ascensionis Jesu Christi Domini nostri, et in honorem b. Maria, semper virginis, et beati Joannis baptistæ, et sanctorum apostolorum Petri et Pauli, et istorum et omnium sanctorum: ut illis proficiat ad honorem, nobis autem ad salutem: et illi pro nobis intercedere dignentur in cælis, quorum memoriam agimus in terris. Per eundem, Christum Dominum nostrum. Amen.

Motta, hellige Treenighet, dette offer som vi bringer Dig til ihukommelse avJesuChristi, vor Herres, lidelse, opstandelse og himmelfart og til ære for den salige Maria, altid jomfru, og for den hl. Johannes den døper, de hl. apostler Petrus og Paulus samt for disse (D.v.s. de hellige, hvis relikvier hviler i selve alteret.) og for alle hellige, paa det at det maa bli dem til ære, men os til frelse, og at de hvis minde vi feirer paa jorden, maa værdiges at be for os i himlen. Ved den samme Kristum, vor Herre. Amen.

Her frembæves paany messeofferets væsen som et minde om Jesu død, men paa samme tid nævnes Jesu opstandelse og himmelfart, det vil si Jesu seier over døden. Ogsaa jomfru Maria ogalle helgener kommer vi ihu. De skal staa for os som typer paa de kristne som med en ren og glødende kjærlighet sluttet sig til Jesus for at leve og dø med Ham.

Nu opfordrer presten alle brødre til at be om at vort loffer skal bli tat imot av Gud med velbehag:

Pr.: Orate, fratres: ut meum ac vestrum sacrificium acceptabile fiat apud Deum, Patrem omnipotentem.

Bed, brødre, at mit og Eders offer maa bli velbehagelig for Gud, den almægtige Fader.

Ministranten svarer:

Tj.: Suscipiat Dominus sacrificium de manibus tuis ad laudem, et gloriam nominis sui, ad utilitatem, quoque nostram, totiusque ecelesiæ suæ sanctæ.

Herren motta dette offer av dine hænder til sit navns lov og pris saavelsom til vor og hele sin hellige Kirkes nytte.

Guds ære og Kirkens vel, det er frugten av vort offer. Derpaa følger en ny bøn, «Sekret», forskjellig efter de forskjellige tider og helligdager. Den uttrykker vor tro paa Jesu offer, paa vort eget, den aandelige renhet vi skal være prydet med og andre lignende tanker.

Men paa samme tid er dagens grundidé indflettet. …. Alle de bønner som ledsager ofringen er baade formskjønne og indhoIdsrike. De byr os ophøiede tanker i enkle ord som aandelig næring og faar den hellige stemning til at utfolde sig, den. som vi mer og mere skal være grepet av jo mere Konsekrationens store øieblik nærmer sig.