Gamle tekster

P. Lutz skriver her om hva som skjer under konsekrasjonen i messen, og forsvarer det katolske synet på realpresensen mot alle angrep. Bl.a. skriver han: «Med denne velsignede overbevisning bøier vi vore knær, naar presten hæver den hellige hostie og kalk. I vort hjerte roper det tilbedende: «Du er Kristus, den levende Guds Søn».

Ved Konsekrationen fuldtbyrdes det hellige offer. «Det er fuldbragt». Derved at brød og vin konsekreres særskilt, blir messen en mystisk-symbolsk fremstilling av Jesu død. Et gripende syn staar for vor sjæl: Jesus utgyder alt sit blod, blekt og dødt hænger Hans legeme paa korset. Og derved at Jesus er virkelig tilstede, stiger ogsaa Hans evige offer op til Faderen, brænder den uendelige kjærlighet i det guddommelige hjerte … «

Her er hele hans tekst:

—————— KONSEKRATIONEN ———————-

I nadverdsalen har Jesus forsamlet de tolv. Om nogen timer vil Han reise sig og gaa ut i den mørke nat til oljehaven. Men først vil Han ta avsked med disciplene. Et dypt og overjordisk vemod ligger over Hans siste møte met dem. Han vet at Han er forraadt og solgt for tredve sølvpenger. Han lider ved tanken paa at nu maa Han gaa fra sine elskede disciple. Alene skal de bli tilbake med det store hverv hvilende paa sig at dra ut og utbrede Guds rike i en fiendtlig verden. Som en ven der reiser fra sin ven, som en far der dør fra sine barn, vil efterlate et minde til dem han elsker, saaledes vil ogsaa Jesus gi disciplene og alle som ved disciplenes ord skal ta imot Hans aabenbaring, et varig vidnesbyrd om sin kjærlighet, et minde som skal trøste dem og vedlikeholde bevisstheten om at Han altid er med dem indtil verdens ende. Dette minde er Ham selv. En ven kan gi et billede av sig til avskeden. Jesus tar avsked paa en guddommelig maate. Han efterlater sig selv. Han gaar, og allikevel er Han iblandt os, den samme lærer og ven, Gud og menneske, som har levet vort liv paa jorden. Vore øine kan ikke skue Ham, men vi ser Ham med et organ som, ser dypere end vore øine og vor naturlige forstand: troen.

Qui pridie, quam pateretur, accepit panem in sanctas ac venerabiles manus suas, et elevatis oculis in cælum, ad te Deum Patrem suum omnipotentem, tibi gratias agens, benedixit, fregit, deditque discipulis suis dicens: Accipite, et manducate ex hoc omnes:

Hoc est enim corpus meum.

…

P. Lutz – Kors og alter – KonsekrasjonenLes mer »

(P. Lutz forklarer her i 1928 hvordan messens KANONBØNN skal forstås. Det er akkurat den samme bønn som første eukaristiske bønn i dag, men det kan likevel være interessant å lese hvordan hva man la inn i denne bønna den gangen den tradisjonelle latinske messe rådte grunnen.)

CANON

Lovsangen er forstummet. En hemmelighetsfuld stilhet indtræder. Der er følelser som best vækkes ved sangens rythme og harmoni og inspirerer til sang, der er andre som trænger taushet for at vaagne og stemmer til taushet. Slik er den ærefrygt med hvilken vor sjæl skal samle sig i forventning om den Velsignede som kommer i Herrens navn. Men her er tausheten mere end bare stemming. Den er et symbol paa det uutsigelige som sker paa alteret.

Med dæmpet stemme læser derfor presten de følgende bønner, med stille andagtskal sjælen fordype sig i disse ældgamle, hellige ord:

Te igitur, clementissime Pater, per Jesuni Christum, Filium tuum, Dominuin nostrum, supplices rogamus ac petimus, uti accepta habeas et benedicas hæc dona, hæc munera, hæc sancta ,sacrificia illibata, in primis quæ tibi offerimus pro ecclesia tua sancta catholica, quam pacificare, custodire, adunare et regere digneris toto orbe terrarum, una cum famulo tuo papa nostro N. (et antistite nostro, N.) et omnibus orthodoxis atque catholicæ et apostolicæ fidei cultoribus.

Dig, mildeste Fader, ber og anroper vi da ydmygelig ved Jesum Kristum, Din Søn, vor Herre, at Du vil anta og velsigne disse gaver, disse frembærelser, disse hellige, ubesmittede ofre, som vi bringer Dig, fornemmelig til held for Din hellige katolske Kirke, at Du naadig vil bevare den i fred og enighet, bevogte og regjere den paa den hele jord, til like med Din tjener, vor pave N. (og vor biskop N.) samt alle rettroende bekjendere og dyrkere av den katolske og apostoliske tro.

Gud kunde forsmaa os og vore gaver, efterdi vi saa ofte har misbrukt dem og søkt os selv istedenfor Ham. Men de er nu bestemt til at bli det rene, uplettede offer, Jesu legeme og blod. Derfor maa Gud gi sin velsignelse til dem.

Det hellige offer frembæres for hele Kirken, og det vi ber om er Kirkens, fred. Den trænger at verges, fordi den altid er utsat for angrep fra fiendtlige magter. En sneversynt politik, en falsk filosofi, en falsk mystik lurer altid paa Jesu Kirke for at undergrave dens fred, Den trænger ogsaa enhet i den ene sande tro. Den trænger især at styres med visdom og kraft. Derfor blir offeret specielt frembaaret for bærerne av Kirkens autoritet, paven og biskopene, forat de skal faa del i Jesu egen visdom og seierrike magt.

Nu kommer vi selve menigheten ihu og alle vore bekjendte. …

P. Lutz – Kors og alter – CANON (til konsekrasjonen)Les mer »

P. Lutz skriver i sin bok så om PREFASJIONEN OG SANKTUS (se forrige del her).

——————–

Sekreten sluttet med den formel: «Han som lever og regjerer med Dig og den Helligand fra evighet til evighet. Amen.»

Men ved de sistle ord : «Per omnia sæcula sæculorum» hæver presten sin røst til en høitidelig sang:

PREFATIONEN.

Den skal gi uttryk for den glæde vi føler over Jesus, hvis komme som offerlam er forestaaende, hvis død vi mindes og som allikevel er konge i evighet.

Prefationen begynder med en vekselsang mellem presten og menigheten, for at utfolde sig til den store «Eucharisti» eller taksigelse.

Pr. : Dominus vobiscum. – Herren være med Eder.
Tj. : Et cum spiritu tuo. – Og med din aand.

Atter det samme ønske om at alle skal være sig Jesu nærværbevisst, Jesu usynlige iboen, i sin Kirke.

Pr. Sursum corda!
Tj. Habemus ad Dominum.

Opløft Eders hjerter!
Vi har opløftet dem til Herren.

Det er en opfordring til at løfte os over nuet, over jorden, og med en inderlig længsel at hige efter him len. Den kristnes liv skal altid være præget av evighetstanker. Altid skal han, med sine tanker og ønsker staa høiere end verdens forkrænkelige ting.

I sin tilværelse utenfor Kirken er han vel nødt til at sysle med alslags timelige ting, vor materielle natur kræver det. Imidlertid skal bevisstheten om vort aandelige liv og om vor evige bestemmelse gi os kraft nok til at indordne alt det timelige under det evige. Vort hjerte skal altid være opløftet. Men nu især skal vi i aanden stige op, til et høiere plan, hvor de sedvanlige bekymringers eller fornøielsers larm ikke naar op, hvor verdens uro stilner av, hvor vi i ophøiet ensomhet med Gud kan faa en lysning ind i os av det hellige mysteriums fred.

«Opløft Eders hjerter» roper Kirken til alle dem som er altfor mottagelig for verdens forkrænkelige glæder, til alle dem som arbeider og sliter og ofte er fristet til at glemme det høiere liv, hvis spire de bærer i sig selv, til alle dem som føler en tung sorg tære paa sit hjerte. …

P. Lutz – Kors og alter – Prefasjonen og sanctusLes mer »