Liturgiens pontifikat – v/ Carl Winsløw

Jeg nevnte i forrige innlegg at biksop Kozon i København hadde kommentert en debatt tidligere i høst i Katolsk orientering om den gamle messen. Nå har jeg etter litt detektivarbeid klart å finne de tidligere artiklene. (Jeg syns tidsskriftet har dårlige søkemuligheter, men jeg har nå klart å finne pdf-utgaver at tidsskriftet – det aktuelle nummeret, 16/2009 fins her.) Carl Winsløw er en pådriver for den tradisjonelle latinske messen i Danmark, og han skrev i Katolsk orietering 2. oktober 2009, på siste side, følgende:

Pave Benedikt den XVI.’s pontifikat er ikke fem år gammelt, og alligevel er det allerede ved at sætte sig dybe spor i Kirkens liv på et helt centralt punkt: liturgien. Jeg tænker her dels på den større udbredelse, som den traditionelle form af liturgien i disse år er ved at få, efter det pavelige dekret (motu proprio) ”Summorum Pontificum” (2007) – dels på den langsigtede udvikling af den nye form af liturgien, som Pave Benedikt foreløbig kun har antydet konturerne af (men som hans mange tidligere bøger og artikler om emnet giver mere præcise fingerpeg om).

Motu Propriet ”Summorum Pontificum” er på mange måder et enestående dokument, som i sin helhed kan findes mange steder på nettet, herunder i dansk oversættelse på www.catholica.dk. I sit ledsagende brev til biskopperne slår Paven for det første fast, at den ældre form af messen ”aldrig har været sat ud af kraft, og som følge heraf principielt hele tiden har været tilladt”. Det indebærer jo ulovligheden af de utallige tilfælde af forbud, chikane og udelukkelse, som i tiden efter liturgireformen blev udøvet overfor de, der fastholdt denne form af messen –også i Danmark. Det indebærer også, at ”indulter” og andre ”særtilladelser”, som indtil 2007 blev udstedt ift. fejringen af den traditionelle messe, i og for sig var ganske overflødige. Endda mere glædeligt er det, at Paven fastslår det utænkelige i et forbud: ” Hvad tidligere generationer har anset for helligt, forbliver også helligt og storslået for os og kan ikke pludselig forbydes eller betragtes som skadeligt. Det påhviler os alle at bevare de rigdomme, der har formet sig i Kirkens tro og bøn, og at give dem deres rette plads.” Når vi fejrer liturgien i dens traditionelle form (efter de liturgiske bøger fra 1962), gør vi det i fællesskab og kontinuitet med hele Kirken og den hellige Tradition.

For det andet er selve motu propriet enestående, i og med at det for første gang nogensinde definerer en rettighed for almindelige katolikker ift. en bestemt form af messen. Dokumentets hovedindhold er nemlig en lang række bestemmelser om de tilfælde, hvor en sognepræst og en biskop skal – ikke blot kan – imødekomme anmodninger om fejring af den traditionelle form. I korthed skal en sognepræst tage ”velvilligt” imod sådanne anmodninger (art. 5) og gøre hvad han kan for at imødekomme dem. Kan han ikke fuldt du gøre det, går sagen videre til biskoppen, og denne ”bedes indtrængende om at imødekomme deres [anmodernes] ønske” (art. 7). Igen kan han naturligvis være ude af stand til at imødekomme anmodningen fuldt ud, og da ”overdrages sagen til den pavelige kommission Ecclesia Dei” (art. 7).

Der er med andre ord ikke blot etableret en ret til at deltage i den traditionelle messe, men også et appelsystem, som skal sikre den. Denne ret indskrænker sig i øvrigt ikke til messen alene, men omfatter alle riter fra dåb til requiemsmesse. At kommissionen for tiden ligger begravet i appelsager kan få betydning for evalueringen af bestemmelserne i 2010.

For det tredje er den pastorale begrundelse bemærkelsesværdig. Hvor der tidligere blev givet visse indrømmelser i forsøg på at hele de brud, som fulgte efter Andet Vatikankoncil, fremhæver Paven i sit ledsagebrev at behovet for den traditionelle liturgi har vist sig langt mere omfattende: ”det er blevet klart, at også yngre mennesker har fået øje for denne liturgiske form, har følt sig tiltrukket af den og i den har fundet en måde, som i særlig grad passede dem.” Det er altså en erkendt situation, at også nye generationer knytter sig til de gamle former – i nogle lande så massivt, at motu propriet allerede har ført til en mangedobling i antallet af faste søndagsmesser, som fejres i den traditionelle form i helt almindelige sognekirker.

Hvad angår den nye messe, har Pave Benedikt gennem de pavelige liturgier vist nogle konturer af en mer traditionel praksis, fx ved omfattende brug af latin, messefejring ”versus Deum” og genindførelse af knælende mundkommunion som obligatorisk. Når man læser messe på modersmålet, har Kurien påbudt at oversættelsen skal være præcis (fx skal ”pro multis” i indstiftelsesordene oversættes: ”for mange”, hvilket allerede er indført fx i USA).

En egentlig ”reform af reformen” – i tråd med Pavens tidligere skrifter – har vi dog
endnu til gode.

Carl Winsløw blogger på www.kristenblog.dk i bloggen katolsk tradition.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Skroll til toppen