I siste nummer av Katolsk orientering i Danmark kommenterer biskop Kozon en debatt om den gamle messen som har foregått de siste ukene (og som jeg dessverre ikke har fått med meg), og han skriver her bl.a.:
To indlæg om liturgi i … ”Katolsk Orientering” omhandler pave Benedikts XVI’s tilladelse fra 2007 til fejring af messen efter missalet fra 1962 … I nr. 16 opsummerer Carl Winsløw i store træk motu propriet ”Summorum pontificum,” dokumentet der beskriver den øgede mulighed for at gøre brug af ”den ekstraordinære form” for fejringen af messen. I følgende nummer forholder to sognepræster, Stephen Holm og Thomas Birkheuser sig kritisk til både Carl Winsløws indlæg og pave Benedikts person og bestemmelser.
Jeg skal her ikke komme nærmere ind på pave Benedikts begrundelse for at tillade fejringen af messen efter den ekstraordinære form. Det er heller ikke min hensigt hverken at fremme eller fraråde fejringen af messen efter 1962-ordningen.
Man kan mene, hvad man vil om messen i den gamle form, også om Carl Winsløws holdninger og forventninger til dens udbredelse; men de to sognepræsters reaktion og ordvalg er uden proportioner og også – trods deres egen mening om det modsatte – både respektløst og ukatolsk, også over for Paven selv. … ….
… Den øgede mulighed for at fejre messen efter den gamle ordning er endnu ny, og de kommende års erfaringer på dette område skal evalueres. Der er fortsat en række spørgsmål, som skal afklares, f.eks. forholdet til den nuværende liturgiske kalender, læseordningen mm. Frem for alt skal både tilhængere og modstandere af den gamle form lade være med på forhånd at frakende den anden part det rette kirkelige sindelag, og slet ikke med ukærlige og latterliggørende ord. Begge parter skal spare på det skarpe skyts.
Tilhængerne af den gamle messeform, præster såvel som lægfolk, kommer ikke helt uden om den nye messe, hvis de vil leve med i Kirkens liv. Tilsvarende bliver ej heller nogen præst tvunget til at fejre messen fra før l969, og ingen lægfolk berøvet muligheden for at deltage i messen i den form, vi nu som helhed er vant til. Dette sidste er en yderligere grund til at holde igen med respektløs og unuanceret kritik af Paven og hans imødekommenhed over for tilhængerne af en anden legitim liturgisk tradition.
+Czeslaw Kozon