Jeg har i dag lest om en ny (dansk) bok om den såkalte motreformasjonen (på Orbis forlag), og den presenteres slik:
En anden reformation – Rom som religiøst epicenter tegner omridset af en katolsk Kirke, der efter Luthers kritik indledte en intern reformation og et vidtrækkende selvopgør. Bogens forfattere, der hver er eksperter på deres områder, viser, hvordan Kirken organiserede sig efter kirkemødet i Trento og skabte nye former for disciplin, ledsaget af en kampberedt forkyndelse. Præsterne blev nu uddannet på seminarier, og biskopperne var synligt til stede i deres stifter. Inden for alle kunstarter, arkitektur, billedkunst og musik, blev formsprog og æstetik forvandlet som led i en ny opfattelse af kunstens funktion i det daglige liv. Rom var et religiøst epicenter, men bevægelsen kom også ”nedefra”. Det religiøse liv blomstrede op hos lægfolk, sygeplejevæsenet opstod, og der var fortsat plads til mystikere. Missionsvirksomheden tog til i styrke og forsvarede oprindelige folk i Sydamerika.
Jeg leste om boka på danske Katolsk orientering, og de skriver bl.a. dette om boka:
Det er så forfriskende ved denne bog, at Tridentinerkoncilets epoke endelig beskrives in its own right. Med Mette Birkedal Bruuns ord er koncilet et selvstændigt og omfattende reformprojekt, som den protestantiske reformation kun er et delprojekt i. Men En anden reformation fokuserer ikke bare på fortiden. Den indbyder også til overvejelser om, hvor Den katolske Kirke er på vej hen i dag. Det kommer der flere bud på. Sebastian Olden-Jørgensen kommer katolsk set med en væsentlig pointe, når han skriver, at væsentlige punkter i Luthers angreb på Den katolske Kirke byggede på misforståelse og at derfor ikke er sært, at man nu på mange punkter er nået til fælles forståelse.