Så vidt jeg vet, skjer det nokså lite. Oslos katolske biskop har anmodet prestene om å avvente litt til vi har vårt årlige prestemøte i starten av oktober, og jeg har hørt at det kommer to artikler om den gamle messen i neste nummer av St. Olav tidsskrift – en tydelig negativ og en like tydelig positiv.
Fra Sverige har jeg fått tilbud om å lære å feire den gamle messen, uten at jeg så langt har meldt meg på noe kurs – og der skjer det sannsynligvis mest. I Danmark tror jeg ikke det skjer så mye, men i alle fall har Københavns biskop Czeslaw Kozon skrevet følgende (ganske positive ting) om emnet:
Ifl. det nyeste dokument kan enhver præst uden speciel tilladelse fejre messen efter 1962-missalet. Hvis en gruppe troende ønsker at deltage i en sådan messe, skal man ligeledes med velvilje se på deres anmodning. Det betyder, at hvis en præst er rede til at fejre messen efter den gamle ritus for en sådan gruppe mennesker, skal sognepræsterne være imødekommende. Man skal dog i den forbindelse se til, at der ikke opstår splid i en menighed, ligesom det naturligvis er klart at en messe efter den gamle ritus aldrig kan blive et sogns eneste messetilbud. Paul VI’s messe forbliver den ordinære måde at fejre messen på overalt i Kirken, ligesom 2. Vatikankoncils beslutninger i øvrigt forbliver normgivende for Kirkens pastorale linie og derfor ikke må drages i tvivl eller tilsidesættes.
Med offentliggørelsen af ovennævnte skrivelse er der således ikke tale om, at nogen udvikling bliver skruet tilbage og 2. Vatikankoncils reformer underløbet. Langt de fleste mennesker har taget den nye messe til sig og holder af den. Med 1962-messen bliver der en ekstra mulighed for de mennesker, der af den ene eller anden grund føler sig knyttet til denne form for liturgi. I øvrigt kan ingen præst få pålagt at fejre messen efter 1962-missalet.
Det er vigtigt at understrege, at pave Benedikt ikke genindfører latin som liturgisk sprog; det har nemlig aldrig været afskaffet. Også Paul VI’s messe kan og bør lejlighedsvis fejres på latin, selv om modersmålet af naturlige grunde er det normale sprog at anvende. Nogle mener, at liturgien i 1962-messen er smukkere og stemmer til større andagt. Nu kan smag ikke diskuteres; men Paul VI’s messe kan ikke affærdiges som uhøjtidelig eller uden stil og dybde. Både i selve dens udformning og i de mange instruktioner til den lægges der vægt værdig fejring og – i 2. Vatikankoncils ånd – på aktiv og indsigtsfuld deltagelse fra hele den forsamlede menigheds side. Alle der fejrer messen, skal gå til den med indlevelse og ærefrygt, respektere rollefordelingen mellem præst og lægfolk, overholde de liturgiske forskrifter, afstå fra personlige og subjektive tilføjelser og ændringer og med tale og kropsholdning give udtryk for respekt og sans for det hellige. Det er alles opgave at gøre liturgien så værdig, højtidelig og vedkommende som muligt; men et særligt ansvar herfor påhviler naturligvis præsterne.
Tiden må vise, hvad implementeringen af de nye muligheder kommer til at betyde. Selv er jeg tillidsfuld og håber, at andre også vil være det. Hvad vort bispedømme angår, er det muligt, at der vil blive anmodet om, at 1962-messen bliver fejret oftere. Jeg er åben for dette og opfordrer alle til at unde de trosfæller, der holder af messen i dens tidligere form, muligheden for at fejre den. Dog må fællesskabet om 1962-messen ikke blive en isoleret niche. Ligesom der kun er én romersk ritus med to former, så er der i endnu højere grad kun én Kirke, her i landet repræsenteret ved det ene bispedømme, som alle skal engagere sig i og bidrage til opbyggelsen af.
Helhetlig sett, så synes jeg det biskopen skriver er overveiende positivt.
Har dog noen kommentarer (surprise!), som jeg skriver mellom avsnittene.
«Ifl. det nyeste dokument kan enhver præst uden speciel tilladelse fejre messen efter 1962-missalet. Hvis en gruppe troende ønsker at deltage i en sådan messe, skal man ligeledes med velvilje se på deres anmodning. Det betyder, at hvis(1) en præst er rede til at fejre messen efter den gamle ritus for en sådan gruppe mennesker, skal sognepræsterne være imødekommende.(2) Man skal dog i den forbindelse se til, at der ikke opstår splid i en menighed, ligesom det naturligvis er klart at en messe efter den gamle ritus aldrig kan blive et sogns eneste messetilbud. Paul VI’s messe forbliver den ordinære måde at fejre messen på overalt i Kirken, ligesom 2. Vatikankoncils beslutninger i øvrigt forbliver normgivende for Kirkens pastorale linie og derfor ikke må drages i tvivl eller tilsidesættes.»
1) De troende har en «rett» til pastorale tjenester. Om de ber om det, så bør det legges til rette.
Juridisk sett, så skal det ekstremt mye til for at ordet «bør» kan overkjøres. Nå kjenner jeg ikke kanonisk rett inngående, men begrepsapparatet er nok det samme som i ordinær rett, som er mtt gebiet.
2) Med alle de nasjonale grupper som aldri har kontakt og ikke kjenner hverandre, «regnbueapostolater», Focolare, neokatekumenene, etc, etc, så må jeg si at jeg overhodet ikke har forståelse for en slik kommentar.
Med offentliggørelsen af ovennævnte skrivelse er der således ikke tale om, at nogen udvikling bliver skruet tilbage og 2. Vatikankoncils reformer underløbet. Langt de fleste mennesker har taget den nye messe til sig og holder af den. Med 1962-messen bliver der en ekstra mulighed for de mennesker, der af den ene eller anden grund føler sig knyttet til denne form for liturgi. I øvrigt kan ingen præst få pålagt at fejre messen efter 1962-missalet.
Det er vigtigt at understrege, at pave Benedikt ikke genindfører latin som liturgisk sprog; det har nemlig aldrig været afskaffet. Også Paul VI’s messe kan og bør lejlighedsvis fejres på latin, selv om modersmålet af naturlige grunde er det normale sprog at anvende. Nogle mener, at liturgien i 1962-messen er smukkere og stemmer til større andagt.(1) Nu kan smag ikke diskuteres; men Paul VI’s messe kan ikke affærdiges som uhøjtidelig eller uden stil og dybde. Både i selve dens udformning og i de mange instruktioner til den lægges der vægt værdig fejring og – i 2. Vatikankoncils ånd – på aktiv og indsigtsfuld deltagelse fra hele den forsamlede menigheds side. Alle der fejrer messen, (2)skal gå til den med indlevelse og ærefrygt, respektere rollefordelingen mellem præst og lægfolk, overholde de liturgiske forskrifter, afstå fra personlige og subjektive tilføjelser og ændringer og med tale og kropsholdning give udtryk for respekt og sans for det hellige. Det er alles opgave at gøre liturgien så værdig, højtidelig og vedkommende som muligt; men et særligt ansvar herfor påhviler naturligvis præsterne.
1) Biskopen ser her ut til å forstå det slik at det er et spørsmål om smak. Det er det ikke. Heller ikke paven er enig i det. (jfr «spirit of the liturgy», Ignatius Press.
2) Dvs at rubrikkene og skikkene knyttet til TLM, skal følges. Ingen «ekstraordinære» utdelere, etc.
Tiden må vise, hvad implementeringen af de nye muligheder kommer til at betyde. Selv er jeg tillidsfuld og håber, at andre også vil være det. Hvad vort bispedømme angår, er det muligt, at der vil blive anmodet om, at 1962-messen bliver fejret oftere. Jeg er åben for dette og opfordrer alle til at unde de trosfæller, der holder af messen i dens tidligere form, muligheden for at fejre den. Dog må fællesskabet om 1962-messen ikke blive en isoleret niche.(1) Ligesom der kun er én romersk ritus med to former, så er der i endnu højere grad kun én Kirke, her i landet repræsenteret ved det ene bispedømme, som alle skal engagere sig i og bidrage til opbyggelsen af.»
-Det er jo bra at biskopen er åpen for dette. Det skulle også bare mangle, for Motu Proprio Summorum blir lovs form den 14.september.
1) Nisjetenkningen er kommentert tidligere.
#Man skal dog i den forbindelse se til, at der ikke opstår splid i en menighed, ligesom det naturligvis er klart at en messe efter den gamle ritus aldrig kan blive et sogns eneste messetilbud. Paul VI’s messe forbliver den ordinære måde at fejre messen på overalt i Kirken, ligesom 2. Vatikankoncils beslutninger i øvrigt forbliver normgivende for Kirkens pastorale linie og derfor ikke må drages i tvivl eller tilsidesættes.”#.
Jeg har selvfølgelig stor tiltro til den ærede biskop, men er han synsk, og kan han se inn i fremtiden, all den stund han sier at det gamle ritus aldri kan blive et sogns eneste messetilbud ?
Han tar faktisk feil der, rent teknisk. Det finnes nemlig såkalte «personlige tradisjonelle sogn» som utelukkende bruker TLM. Disse har mye større geografiske grenser og er et sogn «utenpå» et annet. A’ la apostolisk administrasjon. Campos er et godt eksempel.
Klokt og greit at temaet diskuteres på prestmøtet i oktober! Jeg tror ikke denne saken kommer til å skape noen problemer her hos oss. Vi har gode prester og får nok TLM til de som ønsker det her og der, nå og da! Og jeg ser fram til å oppleve en TLM, men har nok hjertet mitt i vakker feiret «ordinær ritus». Så mye har jeg skjønt ut fra diskusjonen på denne bloggen.
Etter mitt syn er det også klokt at det diskuteres på prestemøtet i oktober. Problemet med å «avgjøre» noe da, er rett og slett at Motu Proprio Summorum tar effekt 14 september, altså om en drøy ukes tid. Altså har søkere «krav» på å får behandlet sine søknader med svar fra og med denne dato av.
Jeg er enig med Trond at det er bra at det diskuteres på prestemøtet, men at SP da allerede har tredd i kraft. Kjekt å se at det skjer ting i Danmark. Jeg er sikker på at slike tilltak vil få en domino effekt, både med at flere ønsker å delta på en tridentinsk messe, og at den påvirker NOM på en positiv måte.