Pave Benedikt om misforståelsen av den liturgiske reform

«Misforståelsen av den liturgiske reform, som har spredt sig vidt og bredt i Den katolske Kirke, har ført til en stadig større vektlegging av utdannelsesaspektet, aktivitet og kreativitet. Menneskets handling kom nesten til å utslette Guds tilstedeværelse.»

Setningen over er skrevet av pave emeritus Benedikt XVI, som nylig skrev det og mer i et nytt forord til den russiske utgaven av boken Liturgiens ånd, som han opprinnelig utga i 2000. Katolsk.no skrev om dette for noen dager siden, og danske Katolsk orientering tar med hele forordet i sitt siste nummer. Jeg htar med hele forordet under:

”’Ingenting må således gå forud for tidebønnen’. Med disse ord i sin Regel (43,3) fastslog den hellige Benedikt, at liturgien har højere prioritet end enhver anden aktivitet i det monastiske liv. Men selv i det monastiske liv blev dette ikke altid efterlevet, fordi landbrugsarbejdet og det intellektuelle arbejde også var vigtige opgaver for munkene. Både inden for landbruget såvel som inden for håndværksog formationsarbejdet kunne der være visse tidskrævende forhold, som måske kunne synes vigtigere end liturgien. På den baggrund understregede Benedikt altid den prioritet, liturgien må have gennem den prioritet, Gud har i vores liv: ”Så snart man ved tiden for tidebønnen har hørt klokken, skal man lade alt, man har i hænderne, ligge og indfinde sig med største hast, dog med værdighed”.

Anliggender, der har med Gud – og dermed med liturgien – at gøre, synes ikke at fylde meget i folks bevidsthed i dag. Alle mulige ting synes at være uopsættelige. Men Guds anliggender synes ikke at være presserende. Nu kan man påpege, at det monastiske liv på alle mulige måder er forskelligt fra menneskets liv i verden, og det er helt sikkert rigtigt. Og alligevel gælder Guds prioritet – Ham, vi har glemt – for alle. Hvis Gud ikke længere er vigtig, forrykkes kriteriet som fastslår, hvad der er vigtigt. Ved at ignorere Gud, underkaster mennesket sig de begrænsninger, der gør ham til en slave af materiens kræfter og dermed leder ham bort fra sin værdighed.

I årene efter 2. Vatikankoncil blev jeg igen opmærksom på Guds prioritet og den guddommelige liturgi. Misforståelsen af den liturgiske reform, som har spredt sig vidt og bredt i Den katolske Kirke, har ført til en stadig større vægtning af uddannelsesaspektet, aktivitet og kreativitet. Menneskets ageren kom næsten til at udslette Guds tilstedeværelse. I denne situation blev det stadig mere tydeligt, at Kirkens eksistens lever i liturgiens rette fejring, og at Kirken er i fare, når Guds forrang ikke længere findes i liturgien eller dermed i livet.

Den dybeste årsag til krisen, der har forstyrret Kirken, ligger i tilsløringen af Guds prioritet i liturgien. Alt dette har ført mig til at hellige mig endnu mere til liturgiens tema end tidligere, fordi jeg vidste, at den sande fornyelse af liturgien er den grundlæggende forudsætning for fornyelsen af Kirken. På baggrund af denne overbevisning udspringer de studier, som er indsamlet i dette bind 11 af Opera Omnia. Men på trods af alle dens forskelle, er liturgiens essens i Øst og i Vest grundlæggende unik og den samme. Og så håber jeg, at denne bog også vil hjælp de kristne i Rusland til på en ny og bedre måde at forstå den store gave, der er givet til os i den hellige liturgi”.