Prestevielser i København

Lørdag før palmesøndag, 19. mars, ble to unge menn ordinert til katolske prester i København. Vi leste i avisene her i Oslo at fire unge norske prester var til stede ved denne ordinasjonen, og akkurat nå har jeg besøk at to amerikanske prester, som har kommet til Norden pga disse prestevielsene. Den ene amerikanske presten skal bl.a. være diakon i en tradisjonell høymesse (levittmesse ble det kalt i Norge) som den ene nyordinerte presten skal feire i København kommende søndag. Vi kan lese bl.a. dette om ordinasjonene:
Ikke én siddeplads var ledig i Jesu Hjerte Kirke i København, da biskop Czeslaw Kozon på Sct. Josefs festdag, lørdag den 19. marts, præsteviede Jan Hansen og Kasper Baadsgaard-Jensen. Familie og venner, repræsentanter fra menighederne i Vejle, Fredericia og Aarhus – hvor Kasper og Jan har været i praktik det sidste år – og katolikker fra hele Storkøbenhavn samt præster og diakoner fra ind- og udland udgjorde den festlige og flotte ramme om præstevielserne.
Efter i flere år at have talt om præstemangel i bispedømmet føjer Jan og Kasper sig nu til rækken af fem nye præster, som biskop Czeslaw har viet til præstegerningen i løbet af de seneste seks måneder, idet biskoppen 3. oktober sidste år viede Davide de Nigris, Mate Rada og Gilberto Vinciguerra til præster i Sct. Knud Lavard Kirke.
Biskop Czeslaw tog i sin prædiken udgangspunkt i at Jan og Kasper blev præsteviede på Sct. Josefs festdag – som ”I for resten af jeres liv kommer til at forbinde med denne vigtige begivenhed” – hvor man fejrer den hellige Josef som Kirkens værnehelgen.
De to amerikanske prestene som nå er her i Oslo fortsetter sine studier i Roma og bor på det store amerikanske seminaret der, kan fortelle at det hver lørdag feires tradisjonell høymesse der, og at opp mot 100 av de 225 seminaristene deltar i disse messene (ikke alle hver lørdag). Tydeligvis er interessen for den tradisjonelle messen forholdsvis stor enkelte steder, selv om man ikek merker så mye til det i Norge.
Og her er teksten og bildet som «avslører» de norske prestene som reiste til København til prestevielsen.





Den første av disse bøkene er Turning Towards The Lord av Fr. Uwe Michael Lang, og
However, it would be wrong to align Gamber with traditionalists who draw a line at 1962, 1955, or even earlier, beyond which all change is anathema. Gamber is a critical liturgical historian, as shown by his precise and detailed discussion of the question of which way the liturgy should be celebrated, which comprises the second book in this volume.
Den tredje og siste av disse kritiske bøkene er The Liturgy After Vatican II: Collapsing or Resurgent? av Denis Crouan. 



I dag har jeg lest ferdig ei bok som kom ut for akkurat ett år siden: Richard John Neuhaus: A Life in the Public Square Neuhaus har betydd mye for meg, helt siden 1991, da jeg begynte å lese det nystartede tidsskriftet 
Jeg har lest ferdig boka The Holy Eucharist – The World’s Salvation, der forfatteren, Joseph de Sainte-Marie, OCD, er nokså kritisk til praksis som har kommet etter 1970 mht konselebrasjon av messen. Han er ikke mot konselebrasjon, og finner det bl.a. naturlig at prester konselebrerer med sin biskop ved spesielle anledninger, men han finner det ikke naturlig at mange prester skal konselebrere messer til stadighet, heller enn å feire egne messer. Han tar opp spørsmål som; blir ett eller flere messeoffer båret fram når mange prester konselebrerer en messe? Og han skiller tydelig mellom seremenoiell konselebrasjon (når f.eks. en biskop feirer messe med assisterende diakoner og en MC), og sakramental konselebrasjon (når flere prester deltar i konsekrasjonen).